Meta er i gang med at forhandle om en investering på flere milliarder dollar i Scale AI, ifølge Bloomberg.
Aftalens værdi kan angiveligt overstige 10 milliarder dollar (svarer til lidt over 65 milliarder kroner), hvilket vil gøre det til Metas største eksterne AI-investering nogensinde - og en af de største finansieringsrunder nogensinde for et privat selskab.
Scale AI leverer datamærkningsservices til virksomheder som Microsoft og OpenAI, som bruger disse data til at træne deres AI-modeller.
En stor del af dette mærkningsarbejde udføres af eksterne konsulenter - faktisk afsluttede det amerikanske arbejdsministerium for nylig en undersøgelse af, om virksomheden fejlklassificerede og underbetalte ansatte.
Ifølge Bloomberg omsatte Scale AI sidste år for 870 millioner dollar og forventer at nå op på 2 milliarder dollar i år, hvilket svarer til omtrent 13 milliarder danske kroner.
Meta var allerede investor i Scale AI's Series F-finansieringsrunde på 1 milliard dollar (6,5 milliarder kroner), som værdisatte virksomheden til 13,8 milliarder dollar (90 milliarder kroner).
Og nu ser det ud til, at Meta også er klar til at deltage i endnu en finansieringsrunde, som kommer til at tilføre selskabet endnu mere kapital. I den forbindelse vil Meta naturligvis også komme til at hæve sin ejerandel af selskabet.
Scale AI har også bygget Defense Llama, der er en stor sprogmodel til militært brug, som er baseret på Metas Llama 3-model. Derfor er der også allerede blevet etableret et stærkt samarbejde mellem de to selskaber.
Det faktum, at der er et tæt samarbejde mellem Meta og Scale AI, gør blot, at det giver endnu mere mening for førstnævnte at foretage en stor investering. Det vil nemlig også medføre, at de kan tage endnu et stort skridt frem i AI-kampen, der raser mellem de store teknologiselskaber.