ChatGPT har nu over 400 millioner ugentlige aktive brugere, hvorfor de kan glæde sig over at have rundet en meget stor milepæl. Det er på samme tid også et klart bevis på, at tjenesten bliver ved med at vokse og vokse.
"Vi føler os meget heldige at kunne betjene 5 procent af verdens befolkning hver uge," skrev OpenAIs COO Brad Lightcap på det sociale medie X om den nye brugerstatistik.
Dette tal er dobbelt så højt som antallet af ugentlige aktive brugere, virksomheden rapporterede i august 2024, hvilket igen var dobbelt så højt som i november 2023. Derfor er der også meget, der tyder på, at OpenAI formår at holde fast i deres hurtige fremgang.
Denne milepæl for AI-assistenten kommer efter en stor debat tidligere på året om den nye konkurrent DeepSeek, som rejste spørgsmål om, hvorvidt de nuværende førende AI-værktøjer var ved at miste deres dominerende position.
OpenAI er på vej til at forenkle sine ChatGPT-tilbud, så brugere ikke længere skal vælge, hvilken ræsonneringsmodel der besvarer deres input. Samtidig vil virksomheden snart gøre sine GPT-4.5- og GPT-5-modeller tilgængelige i både chat- og API-klienter.
Med GPT-5 tilgængelig for OpenAIs gratis brugere ser ChatGPT ud til at fortsætte med at udvide sin brugerbase i de kommende måneder, hvorfor det førnævnte tal kun kommer til at stige, når OpenAI igen vælger at melde ud om antallet af aktive brugere på deres platform.
Det er dog værd at slå fast, at det langt fra er alle 400 millioner brugere, der er betalte brugere. Tværtimod er en stor del af dem gratis brugere, hvorfor OpenAI ikke får betaling for dem alle. Det ændrer dog ikke på det faktum, at der er tale om en tjeneste, der stadig er på vej frem.