Toyota har annonceret et halvautonomt kørselssystem til helt almindelige personbiler fra 2028.
Verdens største bilproducent orienterede japanske medier den 27. august om planerne, og systemet skal efter planen lade føreren tage hænderne fra rattet, også på ganske almindelige veje.
Toyota kalder teknologien “Level 2++”, et markedsføringsnavn producenten selv har fundet på. Bag etiketten gemmer der sig noget mere avanceret. Ifølge Akihiro Sarada, chef for Toyotas Software Development Center, udvikler koncernen reelt Level 4-teknologi, men vælger at kalde den Level 2++ af hensyn til sikkerhed og ansvar.
“Vi udvikler Level 4-teknologien fra et teknisk synspunkt, men tilbyder den kommercielt som Level 2++”, lød hans udmelding fra briefingen i Nagoya.
Føreren beholder ansvaret
Forskellen på Level 2 og Level 4 handler grundlæggende om ansvar. På Level 2 skal føreren stadig følge med og gribe ind, mens et rent Level 4-system tager det fulde ansvar under bestemte betingelser. Ved at lancere teknologien som Level 2++ undgår Toyota de forsikrings- og juridiske spørgsmål, der stadig hænger over fuldt selvkørende personbiler.
Ifølge FN-reglementet UN R171, der trådte i kraft i efteråret 2024, skal føreren løbende overvåge trafikken, også når systemet styrer bilen. Ansvaret ligger fortsat hos personen bag rattet.
Systemet skal ifølge Toyota kunne håndtere vognbaneskift, overhalinger, kryds og parkering, også i bytrafik. Det kommer i masseproducerede modeller fra 2028 og udvides derfra til flere biler i årene efter 2030.
Gaffelgreb mod Teslas metode
Toyota lægger sig teknisk et andet sted end Tesla. Hvor Teslas Full Self-Driving bygger på ét stort, gennemgående AI-netværk, der selv lærer at fortolke trafikken, kombinerer Toyota AI med et regelbaseret sikkerhedslag, som blokerer uventet adfærd ud fra faste trafikregler.
Den hybride tilgang skal ifølge Toyota gøre systemet mere forudsigeligt og lettere at forklare. Ingeniører definerer, hvad bilen aldrig må gøre, og AI’en får kun lov at træffe beslutninger inden for de rammer.
Teknologien er udviklet stort set in-house, men Toyota samarbejder samtidig med Waymo, Alphabets selvkørsels-datterselskab. De to selskaber har en foreløbig aftale om at udvikle en fælles platform til selvkørende biler og undersøger, om Waymos teknologi kan komme ind i private Toyota-modeller.
Rigtige robotbiler venter til erhvervsbrug
Mens personbil-kunderne skal nøjes med Level 2++, satser Toyota på egentlige selvkørende køretøjer til erhvervsbrug. Den elektriske e-Palette-shuttle får Level 4-kapacitet fra regnskabsåret 2027, og i 2030 skal fuldt selvkørende biler være i drift kommercielt i japansk kollektiv trafik.
Den japanske stat har som mål, at 10.000 selvkørende busser, taxaer og lignende køretøjer er sat i drift i 2030, og at japanske producenter samlet skal have 30 procent af det globale marked for selvkørende biler i 2030’erne.
Toyota er samtidig Danmarks største bilmærke. I første halvår af 2026 solgte producenten 10.899 biler ifølge FDM, knap 900 flere end nummer to Skoda. Hvornår Level 2++ når danske forhandlere, har Toyota endnu ikke oplyst.