Jesper Bengtson
En dyb-lærings-model har spottet seks hidtil ukendte områder ved grænsen mellem Jordens kappe og kerne.
Forskere fra Institute of Geology and Geophysics ved det kinesiske videnskabsakademi har brugt kunstig intelligens til at grave sig gennem 35 års seismisk data og fundet seks helt nye områder cirka 2.900 kilometer under overfladen. Området markerer grænsen mellem Jordens kappe og den flydende ydre kerne, og de nye pletter kan ændre måden geologer tænker om planetens indre.
Studiet er udgivet i Journal of Geophysical Research: Solid Earth den 29. august 2026 med Guan og kolleger fra Chinese Academy of Sciences som forfattere. Holdet fodrede en algoritme med mere end to millioner bølgeoptagelser fra næsten 5.000 jordskælv registreret mellem 1990 og 2024.
En million tegn på skjulte anomalier
Det, algoritmen ledte efter, var såkaldte PKP-forløbere: meget svage seismiske signaler, der ankommer lige før de kraftige P-bølger fra et jordskælv, når disse spredes af små uregelmæssigheder ved grænsen mellem kappen og kernen. Fordi forløberne er så svage, er de tidligere blevet spottet manuelt i små portioner ad gangen.
Den kinesiske model identificerede 174.929 forløber-signaler, mere end ti gange så mange som alle tidligere undersøgelser tilsammen, rapporterer ScienceAlert. Med det datagrundlag i hånden kunne holdet tegne det hidtil mest detaljerede globale kort over strukturer i den dybeste kappe.
Områder ingen har set før
Kortlægningen afslørede seks pletter, som ikke tidligere har været beskrevet i den videnskabelige litteratur. De ligger blandt andet under den nordlige del af Eurasien, Centralasien og Sydatlanten.
“Vi opdagede også seks områder, der sandsynligvis rummer betydelige anomalier, som aldrig før er blevet dokumenteret, og som giver klare prioriteter for fremtidig udforskning af Jordens indre,” skriver Guan og kollegerne ifølge ScienceAlert.
Én af de mere overraskende pointer er, at pletter, der på ældre kort så ud som isolerede uregelmæssigheder, i det nye datasæt viser sig at hænge sammen i store, sammenhængende bælter langs kappe-kerne-grænsen, oplyser Institute of Geology and Geophysics.
Rester af nedsunkne tektoniske plader
Hvad de seks strukturer så består af, er stadig et åbent spørgsmål. Forskerne peger på, at der kan være tale om såkaldte termokemiske ophobninger: masser af materiale med afvigende tæthed og temperatur, som over milliarder af år er samlet ved kappens bund.
En sandsynlig kilde er rester af oceaniske tektoniske plader, der i tidens løb er sunket ned gennem kappen ved subduktion og til sidst er endt ved kappe-kerne-grænsen, hvor de har blandet sig med lokalt smeltet kappemateriale. Anomalierne kan også hænge sammen med de gigantiske “blobs” af langsomt bevægende materiale, som forskere allerede kender under Afrika og Stillehavet.
Datagrundlaget kommer fra jordskælv, ikke fra direkte målinger, og det næste skridt bliver at fokusere nye seismiske analyser netop på de seks pletter for at bestemme deres form, tæthed og temperatur mere præcist. DOI-nummeret på det fulde studie er 10.1029/2025JB033195, hvis man vil grave i den fagfællebedømte udgave.
