Renault 5 Five får ny drivlinje og DC-hurtigopladning i standardudstyret til efteråret.
Ændringerne er dukket op på Renaults belgiske konfigurator og lukker det største hul i den billigste udgave af Renault 5 E-Tech. Den nuværende Five-version har hverken hurtigopladning eller den nyeste motor og ligger prismæssigt på 24.990 euro, cirka 186.000 kroner.
I den opdaterede version skiftes 40 kWh NMC-batteriet ud med en 37 kWh LFP-pakke, ifølge L’Argus. Motoren opgraderes fra 95 til omkring 110 hestekræfter, og DC-opladning på op til 80 kW bliver standard mod tidligere kun 11 kW vekselstrøm.
Det er præcis den funktion, den nuværende Five mangler i sammenligning med resten af R5-programmet. Fransk auto-medie abcmoteur.fr beskriver LFP-motorkombinationen som en direkte erstatning for den hidtidige indstegs-drivlinje, hvor manglen på hurtigopladning var det største kritikpunkt.
Skarpere aerodynamik løfter også de dyrere versioner
Samme opdatering giver et lille løft til de øvrige varianter. Autonomie Urbaine med 40 kWh og 120 hk går fra 312 til 321 kilometer efter WLTP, mens Autonomie Confort med 52 kWh og 150 hk stiger fra 410 til 431 kilometer. Fremdriften kommer fra nye, mere aerodynamiske sidespejle og justeringer i batteristyringen.
De nye motorer, Renault kalder Gen 2 Evo, er kernen i en større opgradering af drivlinjerne på både Renault 4 og Renault 5. Ifølge Marianne Bataillon, Renaults chef for udvikling af elmotorer og batterier, når teknikken de to modeller “i slutningen af 2026 eller starten af 2027”. Målet er blandt andet at følge med Volkswagen ID. Polo og Skoda Epiq, der ligger på 440-454 kilometer i WLTP-rækkevidde.
Kommer først til Danmark i 2027
Prisen på den opdaterede Five-version er ikke annonceret. Fransk-belgiske priser fra Renaults konfigurator forbliver ifølge de opdaterede prislister på omtrent samme niveau som før, men LFP-teknologien er cirka 20 procent billigere at fremstille end NMC-batterierne, og det åbner for et fald længere fremme.
For danske købere sker der ingenting i første omgang. Den opdaterede Five-version kommer ikke til Danmark i 2026, oplyser Søren Hyltoft fra RNNordic Danmark. Både Renault 4 og Renault 5 E-Tech skal først have LFP-batteri på det danske marked i slutningen af 2027, hvor Renault ventes at kunne skære et sted mellem 10.000 og 20.000 kroner af den nuværende startpris på 189.990 kroner.