Morten Lyhne Petersen
De fleste skruer mikroovnen helt op, men flere madvarer kræver lavere effekt for at lykkes.
Chokolade brænder, æg bliver gummiagtige, og saucen koger ud over fadet. Den hyppigste fejl i danske køkkener er at lade mikroovnen køre på fuld effekt til alt, selvom apparatets effektknap netop er lavet til at justere varmen efter retten.
Konsekvensen er ikke kun mislykket mad. Forkert effekt giver tørre kanter, uopvarmet midte og unødvendigt rengøringsbesvær, når retten koger over.
Disse fem ting hører ikke til på fuld effekt
Chokolade smelter mest jævnt ved 50 procents effekt. Ved fuld styrke brænder den nemt, fordi den indeholder lidt vand og meget sukker og fedt, der hurtigt overophedes.
Æg og retter med æg bliver seje og gummiagtige, hvis de bliver kogt på maksimum. Det skyldes, at æggehviden størkner kraftigt ved for høj varme på for kort tid.
Saucer, supper og risretter har det med at koge over, fordi luftbobler dannes hurtigere, end de kan stige til overfladen. En lavere effekt giver bedre fordeling og holder retten i skålen.
Smør, der skal blødgøres, og brød, der skal varmes uden at blive sejt, hører også til på lav effekt. Det danske husholdningsmagasin Samvirke anbefaler 100-400 watt til at “gøre smør blødt eller smelte smør, opvarmning eller blødgøring af brød, holde mad varm”. Magasinet advarer samtidig: “Indstiller du ovnen for varmt, kan du risikere at maden er tør i kanterne, men utilberedt i midten.”
Plastfilmen i skuffen bør blive der
Det er ikke kun effekten, der har betydning. Beholderen er mindst lige så vigtig.
Den almindelige husholdningsfilm af PVC bør aldrig bruges i mikroovnen. Brancheorganisationen Plast oplyser, at PVC både som film, bægre og skåle hører til de materialer, der ikke må anvendes ved mikrobølgevarme. Det samme gælder yoghurtbægre og lignende engangsemballage, der ikke er designet til opvarmning.
Selv blandt de plasttyper, der godt kan tåle mikroovnen, er der forbehold. Beholdere af polypropylen og polyethylen bør kun anvendes til retter med lavt fedt- og sukkerindhold, fordi fede og søde retter når højere temperaturer end almindeligt vand.
Bekymringen er ikke teoretisk. Når plast varmes op, kan stoffer som BPA og ftalater migrere ind i maden. Begge regnes ifølge Harvard Health Publishing for hormonforstyrrende, altså stoffer der efterligner menneskelige hormoner. Risikoen er størst for fede madvarer som kød og ost, der binder kemikalierne bedre end vandholdige retter.
Hvad må du så bruge?
Sikrest er varmebestandigt glas, porcelæn og keramik mærket til mikroovn. Plastbeholdere skal være mærket “mikroovnssikker” af producenten, ellers er der ingen garanti for, at materialet kan klare temperaturen.
Også flamingo og polystyren-bakker, der ofte bruges til takeaway, kan ifølge Harvard Health bruges, men kun hvis emballagen specifikt er mærket egnet til formålet. Umærket flamingo bør holdes ude af ovnen.
Den korte version: effektknappen er der af en grund, og den plastfilm, der ligger i skuffen, hører til på madpakken, ikke i mikroovnen.
