Asger Risom
Næsten 1.000 deltagere fra hele Europa forvandlede en mark på Sjælland til en levende Warhammer-verden under Krigslive XXI. Med buldrende kanoner, enorme hære og et imponerende niveau af indlevelse blev årets scenarie en oplevelse, der føltes som langt mere end bare live-rollespil.
Vinden rev i fanerne, kanonerne buldrede over markerne, og solen bagte overraskende ofte ned over de marcherende regimenter. Krigslive XXI bød godt nok på omskifteligt vejr, men langt fra den mudderkrig, mange måske havde frygtet. Tværtimod gav de skiftende forhold bare slagene endnu mere karakter.
Da Averlands gyldne faner endnu en gang marcherede frem mod de bretonnianske riddere og Nulns stålsatte regimenter, var det svært ikke at blive fuldstændig opslugt af illusionen. Krigslive XXI føltes ikke bare som et live-rollespil. Det føltes som at træde direkte ind i Warhammer Fantasy.
Veludstyret med et outfit syet med hjælp fra mine holdkammerater, der havde taget mod en amatør med åbne arme, og godt dækket ud med grej fra Faraos Cigarer, begav jeg mig ud i en verden, der for mig var ny og uudforsket.
En levende lejr fra første skridt
Det særlige begyndte allerede længe før første slag.
Så snart man forlod parkeringspladsen midt på Sjælland og trådte ind på området, blev man mødt af en levende verden. Næsten 1.000 deltagere havde forvandlet markerne til et fungerende fantasy-samfund, hvor regimenter, pilgrimme, lejesoldater og adelsfolk levede side om side.
Kislevitter sad omkring bål med pelskapper og enorme hatte, Averlands soldater marcherede rundt i gule og sorte farver, mens bretonnianske riddere pudsede deres rustninger foran telte dækket af bannere og heraldik. Overalt stod store trækrus, rustikke borde og feltkøkkener, hvor folk bagte brød, lavede mad og delte øl, som om verden udenfor ikke eksisterede.
Det hele føltes absurd naturligt.
Musik og fællessang bølgede gennem lejren om aftenen, og selv små detaljer — slidte lædertasker, kunstfærdige sværd eller massive pladerustninger, der lignede noget hentet direkte ud af Kejserrigets våbenkammer — var med til at sælge illusionen.
Når lejren gjorde klar til krig
Men trods musik, dans og kortspil var en ting klar: stemningen kunne ændre sig på et øjeblik.
Pludselig lød hornene gennem lejren, officerer begyndte at råbe ordrer, og hundredvis af mennesker rejste sig næsten samtidig. Det var noget helt særligt at opleve, hvordan en afslappet lejr med sang og madlavning kunne forvandle sig til en organiseret krigsmaskine på få minutter.
Soldater trak hjelme ned over ansigterne, skjolde blev samlet op, bannere hejst, og artilleriet begyndte at rulle mod slagmarken.
Og så marcherede man. Hundredevis af mennesker på geled, faner svingende i vinden og lyden af trommen, hvis hule drøn førte os mod fjenden.
Når en “kanonkugle” rammer linjen
Kampene var uden tvivl blandt weekendens højdepunkter.
At se hele enheder i fuld pladerustning marchere frem i formationer var imponerende nok i sig selv. Men når artilleriet ramte, ændrede slagmarken sig øjeblikkeligt. En enkelt “kanonkugle” — i praksis en stor skumbold — kunne få en hel gruppe pansrede soldater til at vælte dramatisk omkuld.
Og det fungerede, fordi folk gik all in.
Ingen stod halvhjertet tilbage. Deltagerne kastede sig ind i rollerne med en dedikation, der gjorde kampene overraskende intense. Man mærkede tydeligt, at folk havde brugt måneder på rustninger, våben, uniformer og karakterer. Mange bar enorme fjerhatte, detaljerede brystplader, håndsyede kapper og tunge ølkrus i bæltet — alt sammen med til at gøre oplevelsen levende.
Næsten 1.000 mennesker i samme fantasiverden
Noget af det mest imponerende ved Krigslive XXI var måske ikke engang kampene, men engagementet.
Folk var rejst til Sjælland fra hele Danmark, men også fra Polen og flere andre europæiske lande, bare for at være en del af universet i næsten fire døgn. Og når først spillet gik i gang, blev rollerne holdt konsekvent fra morgen til nat.
Det er svært at forklare, hvor specielt det føles at være omgivet af næsten 1.000 mennesker, der alle er enige om at spille med på den samme illusion. Ingen telefoner fremme. Ingen ironisk distance. Bare soldater, pilgrimme, adelsfolk og lejesvende fanget midt i en konflikt mellem Averland, Nuln og Bretonnia.
Averland trak det længste strå
Selve konflikten udviklede sig hurtigt til en hård omgang for Bretonnia og deres allierede. Averland trak sejr efter sejr hjem gennem weekenden og virkede konstant som den mest organiserede styrke på slagmarken.
Men ærligt talt føltes resultaterne næsten sekundære.
Det, man husker bagefter, er følelsen af at stå midt i krudtrøg, faner og krigsråb omgivet af flere hundrede mennesker, som alle havde besluttet sig for at tro på den samme fantasiverden for en weekend. Den slags engagement er sjældent — og det var præcis dét, der gjorde Krigslive XXI så særligt.
