Trend DK
Forside Nyheder dupreeh om Skyward Masters: “Det er lang tid siden, jeg...

dupreeh om Skyward Masters: “Det er lang tid siden, jeg har været med i et projekt, hvor det ikke har handlet om penge eller prestige”

dupreeh om Skyward Masters: “Det er lang tid siden, jeg har været med i et projekt, hvor det ikke har handlet om penge eller prestige”
Dust2.us

Fra verdenseliten i Counter-Strike til et passioneret dansk spilprojekt. dupreeh afslører, hvorfor Skyward Masters er noget helt andet.

Da Phillip Wittendorff tog kontakt til dupreeh om Skyward Masters, var det ikke bare endnu en henvendelse om et gamingprojekt.

For den tidligere professionelle Counter-Strike-spiller handlede det hurtigt om noget andet: passion, ambition og følelsen af, at der allerede lå et rigtigt produkt bag idéen.

“Mine første tanker var selvfølgelig, at jeg kunne mærke, at der var noget passion omkring det, specielt med den historie, som de havde.”

Det var ikke nok, at nogen havde en idé til et spil. Det vigtige var, at der allerede var noget at tage fat i.

“Jeg tror, at jeg kunne mærke, at det var nogle drenge, som ville noget
mere end bare at lave et spil.”

For dupreeh var det dog også et nyt område. Han vidste, hvordan man spiller på absolut topniveau, men investering, startups og spiludvikling var noget andet. Derfor blev Frederik Byskov en vigtig del af beslutningen.

“Jeg havde ikke rigtig noget forstand på start-up og investeringer, og det var også meget nyt for mig.”

Det gjorde det afgørende at have nogen med, der kunne hjælpe med det forretningsmæssige.

“Det var også vigtigt for mig at have Frederik med, fordi han tog sig af alt det med investeringer, hvad er ambitionerne, og hvordan er forventningerne til det projekt.”

Ikke Counter-Strike 2.0

Med dupreehs navn koblet til et nyt skydespil er det oplagt, at mange hurtigt tænker på Counter-Strike. Men det var netop ikke et nyt Counter-Strike, han ville være med til at lave.

“Jeg skulle ikke være med til at lave Counter-Strike 2.0.”

I begyndelsen var hans tanker stadig farvet af den verden, han selv kommer fra. Men jo længere han har været med i Skyward Masters, jo tydeligere er det blevet, at spillet skal noget andet.

“Jo mere vi bygger på spillet, jo mere har det lidt sin egen identitet, og det tror jeg er vigtigt for spillet og for folks opfattelse af det.”

For ham handler det om, at spillerne ikke skal føle, at de står med en billig version af noget, de allerede kender.

“Skyward har nemlig sin egen identitet, samt sit eget unikke koncept og
gameplay.”

Det er også derfor, udviklingen stadig er vigtig. Skyward Masters er ikke færdigt, og det lægger dupreeh ikke skjul på. Men han mærker fremgangen.

“Der er langt vej endnu, men det fede er, at vi hele tiden rykker os.”

Han fortæller, at spillet tidligere føltes mere ujævnt og tungt, men at udviklingen fra event til event er tydelig.

“Det build, vi har nu, vi snakker er 100 procent bedre, end det vi havde til Copenhagen Gaming Week.”

Der er stadig fejl og ting, der skal justeres. Men forskellen er, at det nu føles sjovere på en anden måde.

“Der er stadig masser af fejl, og mange ting, der skal reguleres, men det er sjovt på en helt anden måde, end det var til Gaming Week.”

Da Counter-Strike ikke længere var nok

Samtalen bevæger sig naturligt over på overgangen fra den professionelle karriere. dupreeh understreger, at Skyward Masters ikke var grunden til, at han stoppede med Counter-Strike.

“Det var ikke Phillip, der gjorde, at jeg stoppede med at spille Counter-Strike.”

Beslutningen handlede om noget mere personligt. Familien, børnene og den tid, det kræver at være professionel på højeste niveau, begyndte at fylde mere.

“Min grund til at stoppe med at spille var min familie og mine børn, og den
rejsetid, og den tid, det krævede, at blive ved med at være god til Counter-Strike.”

Han havde stadig ambitioner, men kroppen og hverdagen begyndte at sende andre signaler.

“Jeg glædede mig næsten mere til at komme hjem, end jeg skulle afsted på tur.”

Samtidig var performancepresset blevet tungt. Når man har vundet så meget, følger der også en forventning om, at man altid leverer.

“Folk havde også sådan en eller anden ting, at dupreeh, han skal altid levere, han er altid god. Det var hårdt at være i hele tiden, og jeg følte, at jeg skulle levere mit bedste.”

Når en dårlig kamp ikke bare føles som en dårlig kamp, men som noget, der sætter sig i kroppen og hverdagen, ændrer forholdet til spillet sig.

“Det gjorde mig en dårligere udgave af mig selv, og det forvirrede mig og satte tydelige præg på mit humør og i min dagliggang.”

Derfor handlede stoppet ikke om manglende kærlighed til Counter-Strike. Det handlede om at mærke, at livet skulle flytte sig et andet sted hen.

Et projekt uden samme pres

Skyward Masters er ikke hans nye professionelle karriere på samme måde, som Counter-Strike var det. Det er netop noget af det, der gør projektet interessant for ham.

“Jeg har mange små projekter, som jeg er med i, og det er jo sådan, at jeg har investeret i Trinor, og har en interesse i at Skyward Masters bliver et projekt født ud af ambition og kærlighed til genren frem for den næste store cash-cow.”

Han er med, fordi han kan bidrage, og fordi det føles rigtigt.

“Jeg gør det jo, fordi jeg ved, at det bidrager til produktet.”

Hans rolle handler ikke om at kode spillet eller drive virksomheden. Den handler om erfaring, fornemmelse og spilforståelse. Han tænker på, hvad der gør store spil interessante at spille og se på.

“Jeg prøver meget at tænke sig i det store billede, hvad er det, der gør Apex Legends fedt, og League of Legends fedt. Hvad er det, der gør, at de spil har sin identitet, hvad er det, der gør, at folk synes, at det er grineren, og hvad er det, der fungerer godt i dem.”

For dupreeh er det tilfredsstillende at se idéer blive omsat til noget konkret i spillet.

“Det synes jeg er mega grineren at se de ting, jeg har snakket om, det er lige pludselig med i et spil, som folk vil spille.”

Erfaringen fra Astralis og det konkurrenceprægede mindset

dupreeh tager især én ting med fra sin tid i Astralis og Counter-Strike: den konkurrenceprægede tankegang.

“Der er selvfølgelig en konkurrenceprægede tankegang, tror jeg, i spillet, som jeg hele tiden har med mig.”

Skyward Masters skal kunne være sjovt for casual spillere, men han tænker også over, om det på sigt kan rumme et mere seriøst lag.

“Jeg vil gerne have det til at appellere til dem der skal være seriøse-spillefolk, som kan skal konkurrere i det, men jeg skal også appellere til dem, som bare vil have det sjovt.”

Den balance er svær. Et spil kan hurtigt blive for hardcore eller for overfladisk. Derfor handler meget af arbejdet om justeringer, balance og følelsen af, hvad der fungerer.

Dog på længere sigt kan han godt se en mulighed for, at spillet kan bevæge sig i en mere konkurrencepræget retning.

“Måske om 10 år, er der potentielt mulighed for, at det kan blive en e-sports-vej. Hvis jeg kan være med til at skabe et spil, der ligesom kan fylde en arena, det ville være for vildt.”

Det er stadig langt ude i fremtiden, og det ved han godt. Men netop fordi han selv har prøvet at stå på de største scener, ved han også, hvad den drøm indebærer.

“Det er grineren at være med”

Det mest markante ved interviewet er måske, at dupreeh taler om Skyward Masters som noget, der føles anderledes end meget af det, han har lavet i de seneste år.

“Lige nu er det bare sådan følelsen er, at det er grineren at være med.”

Han beskriver det som et projekt, der ikke først og fremmest handler om penge, prestige eller at gøre det rigtige strategisk.

“Det er lang tid siden, at jeg har været med i et projekt, hvor det ikke har handlet om penge, eller om prestige.”

I stedet handler det om mennesker, energi og lysten til at være en del af noget, der stadig er under opbygning.

“Det er nice mennesker, og det er sjovt at være med, og det er en helt anden måde at leve et liv på.”

Det giver også projektet en personlig dimension for ham.

“Der er også en masse personudvikling i det for mig.”

Star power, men også et ægte bidrag

På Gamebox bliver det tydeligt, at dupreehs navn betyder noget. Hans tilstedeværelse trækker folk til standen, og han er selv bevidst om, at det giver projektet en fordel.

“Det er jo star power.”

Samtidig ser han også, hvordan holdets branding, forbindelser og erfaring fra esports- og gamingverdenen giver Skyward Masters et andet udgangspunkt end mange små indieprojekter.

“Fordi vi har brandingen, både som jeg er en del af, men også på grund af, at Frederik har været med til at skabe noget omtale, og vi har de rigtige forbindelser.”

Han lægger ikke skjul på, at det hjælper. Men det handler ikke kun om kendisfaktor. Det handler også om at åbne døre, skabe opmærksomhed og give spillet en chance for at blive testet af flere mennesker.

“Det vinder vi jo altså bare på.”

Samtidig får han også selv noget ud af det. Mange af dem, der kommer forbi, er ikke nødvendigvis børnene, men forældrene eller de ældre fans, der fulgte ham i Astralis-tiden.

“Det er den ældre generation, som har fulgt med i Astralis-tiden, det er ofte en far, som gerne vil have et billede, ikke sønnen.”

Det minder ham om, at han stadig har en stærk plads i dansk gamingkultur, også efter den aktive spillerkarriere.

“Jeg bliver jo også mindet om, at jeg er jo stadig et stort navn.”

Fra legende til medskaber

dupreeh står et interessant sted i sin karriere. Han er ikke længere professionel Counter-Strike-spiller på samme måde som før, men han er heller ikke færdig med gaming.

Skyward Masters giver ham en ny rolle. Ikke som stjernespiller, der skal levere på serveren, men som medskaber, sparringspartner og en person, der kan bringe erfaring fra toppen af esport ind i et dansk spilprojekt med store ambitioner.

Han ved, hvad konkurrence kan gøre ved et spil. Han ved, hvad det kræver at fylde en arena. Og han ved også, hvordan presset fra toppen kan koste noget personligt.

Derfor føles Skyward Masters som mere end bare en investering. Det er et projekt, hvor han kan bruge sin erfaring uden at skulle bære det samme pres, som fulgte med spillerkarrieren.

Og måske er det netop derfor, engagementet virker ægte.

For dupreeh handler Skyward Masters ikke om at genopfinde Counter-Strike.

Det handler om at være med til at skabe noget nyt.

Ads by MGDK