Morten Lyhne Petersen
EU’s øverste domstol slår fast, at en VPN-tjeneste er et lovligt teknisk værktøj og ikke kan gøres til copyright-syndebuk for brugerens færd på nettet.
Dommen fra den 9. juli 2026 lander midt i en europæisk debat om, hvem der egentlig hæfter, når brugere bruger VPN til at omgå landegrænser på streaming- og indholdssider.
Sagen ved EU-Domstolens Anden Afdeling handlede om Anne Frank-manuskripterne, som Anne Frank Stichting og to hollandske forskningsinstitutioner i 2021 lagde online i en videnskabelig udgave. Manuskripterne er offentligt tilgængelige (public domain) i flere lande, men i Holland er de fortsat ophavsretligt beskyttet frem til 2037. Derfor blev hollandske brugere spærret ude med geo-blokering.
Den schweiziske rettighedshaver Anne Frank Fonds mente, at spærringen var for let at snyde med en VPN, og at forskerne dermed alligevel havde stillet værket til rådighed for hollandske læsere. Den argumentation forkastede domstolen.
Geo-blokering skal bare være “state of the art”
Kernen i afgørelsen er, at en geo-blokering ikke behøver være hundrede procent uigennemtrængelig. Så længe den er “state of the art” og teknisk tidssvarende, opfylder udbyderen sin forpligtelse efter artikel 3, stk. 1, i infosoc-direktivet.
Domstolen skriver, at muligheden for at omgå spærringen “ikke i sig selv og under alle omstændigheder” kan bruges som bevis for, at foranstaltningen er utilstrækkelig. Med andre ord: at nogle brugere sætter en VPN op og ruter deres trafik gennem et andet land, gør ikke udgiveren til lovbryder.
Ansvaret for indholdet ligger derfor hos den, der har lagt det online, ikke hos den, der leverer den tekniske forbindelse.
VPN er et “lovligt teknisk værktøj”
På spørgsmålet om VPN-udbydernes rolle var dommen kontant. Retten fastslog, at en VPN-udbyder ikke spiller den “uundværlige rolle”, som ophavsretten kræver, for at nogen kan siges at have “kommunikeret værket til offentligheden”.
VPN-tjenester karakteriseres i dommen som lovlige tekniske værktøjer, som brugere legitimt kan anvende. Tjenesten udvælger ikke selv det indhold, brugeren henter, og bliver derfor ikke medansvarlig, hvis brugeren tilgår noget, der er beskyttet i vedkommendes hjemland.
Dommen er den første af sin art fra EU-Domstolen og bindende for retterne i alle 27 medlemslande med øjeblikkelig virkning.
Hvad betyder det for danske brugere
Mange danskere bruger VPN til at få adgang til udenlandske streamingkataloger, til at beskytte deres privatliv på offentlige netværk eller til at handle på tværs af grænser. Dommen ændrer ikke i sig selv de aftalevilkår, streamingtjenester som Netflix eller HBO Max opererer efter, men den flytter det juridiske ansvar væk fra VPN-selskaberne.
Konsekvensen er, at hvis en dansk bruger tilgår ophavsretligt beskyttet materiale via en VPN, kan udgiveren af det materiale ikke længere pege på VPN-udbyderen som medskyldig. Ansvaret er delt mellem den bruger, der aktivt omgår spærringen, og den udgiver, hvis geo-blokering ikke er tidssvarende.
Samtidig fastholder dommen, at nationale regler om medvirkensansvar stadig kan finde anvendelse, fordi disse regler ikke er harmoniseret på EU-plan. Der er altså tale om en principafgørelse om selve ophavsretten, ikke et generelt frikort til brugere.
For VPN-branchen er dommen en juridisk sejr efter flere års pres fra rettighedshavere, der har ønsket at gøre tjenesterne medansvarlige for brugeres adfærd. For den enkelte europæer er signalet, at værktøjet i sig selv er lovligt, mens ansvaret for det, man foretager sig med det, ligger hos brugeren og hos den, der publicerer indholdet.
