Noah Romsdal Hallundbæk Sørensen
Et simpelt spil. En stille gang. Og en snigende fornemmelse af, at noget ikke stemmer.
Gyserfilm har haft et ret godt run de seneste år. Originale idéer, vilde instruktører og publikum, der ikke længere nøjes med et “bøh” bag en dør.
Samtidig vælter spiladaptionerne frem. Nogle fungerer. Andre… mindre godt.
Og sidste år gav Japan os det bedste fra de to verdener, i én samlet, vammel pakke, så filmatiseringen af spillet Exit 8 landede.
Præmissen er næsten komisk enkel. En mand sidder fast i en tilsyneladende uendelig metrogang. For at slippe ud skal han spotte “anomalier” små ændringer i omgivelserne, der ikke burde være der.
Ingen lange forklaringer. Ingen overforklarende dialog. Faktisk næsten ingen dialog overhovedet.
Spillet, som filmen bygger på, er kendt for sin stille, næsten kliniske stemning. Man går. Man kigger. Man tvivler på, om den plakat sad der før. Man begynder at mistænke sig selv.
Filmen gør præcis det samme. Publikum sidder og stirrer på vægge og skilte og tænker: “Var den flise skæv før?”
For en gangs skyld tro mod spillet
Spilfilmatiseringer har det med at miste retningen. Ofte skærer man de særlige spilmekanikker væk og erstatter dem med noget mere “filmisk”. Resultatet bliver tit en lidt flad version af noget, der fungerede bedre med en controller i hånden.
Until Dawn er et eksempel, hvor spillets komplekse valgstruktur blev kogt ned til noget mere traditionelt.
Exit 8 har angiveligt gjort det modsatte. Ifølge kritikere fra visninger i Japan og på festivaler i 2025 føles filmen faktisk som at spille spillet, bare uden joystick. Samme langsomme tempo.
Samme frustration over ikke at komme videre. Samme snigende paranoia.
Filmen skabte opmærksomhed på festivalcirklen, blandt andet i Cannes. Anmeldelserne har været markant positive.
Mange fremhæver den klaustrofobiske stemning og den psykologiske uro, der hele tiden ligger lige under overfladen.
Rotten Tomatoes viser foreløbigt 97 procent positive anmeldelser fra verificerede kritikere.
Tal kan selvfølgelig ændre sig, når nordamerikansk premiere rammer i april 2026, men udgangspunktet er ret solidt.
Visuelt holder filmen det simpelt. Lange gange. Hvide vægge. Lysstofrør. Det lyder kedeligt. Det er det ikke. Netop fraværet af støj og forklaringer gør oplevelsen intens.
Gysergenren har længe leget med støj, chok og jumpscares. Exit 8 gør noget andet. Den får publikum til at stirre. Og tvivle. Og stirre lidt mere.
Nogle gange er det åbenbart nok med en tunnel og en dårlig fornemmelse i maven.
Kilde: FilmZ
