Den kommende film om den populære Call of Duty-serie havner ikke på det store lærred i nærmeste fremtid.
En film baseret på spilserien Call of Duty får først premiere den 30. juni 2028. Det betyder, at der forventeligt vil være udgivet flere nye spil i serien, inden filmen når ud i biograferne verden over.
Det fremgår af nye oplysninger fra Activision og fra producer Rob Kostich, der har sat ord på projektets status. Filmens udvikling er stadig i en tidlig fase, og manuskriptet er endnu ikke færdiggjort.
“Jeg har altid sagt: Vi laver først en film, når det føles rigtigt, og i David Ellison har vi fundet det rette partnerskab,” siger Kostich ifølge Bright og understreger, at der er fokus på autenticitet.
“Vi vil sikre, at det menneskelige aspekt fungerer, så det føles ægte, før vi bygger det episke ovenpå.”
Call of Duty-serien har i mere end 20 år haft en fast udgivelsesrytme med et nyt spil hvert år. Det er muligt, fordi flere studier – herunder Infinity Ward, Sledgehammer og Treyarch – arbejder parallelt på de forskellige titler.
Filmprojektet følger dog en helt anden tidsplan, da udviklingen kommer til at strække sig over flere år. Der er desuden endnu ikke offentliggjort nogen instruktør, selvom særligt Michael Bay flere gange er blevet sat i forbindelse med projektet.
Ifølge Kostich er ambitionen for den kommende Call of Duty-film dog helt klar.
“Filmen skal hylde det, der gjorde serien stor, og bygge videre på det. Målet er at skabe en uforglemmelig blockbuster-oplevelse, som både fans og nye publikummer kan samles om,” siger han.
Call of Duty er i dag en af verdens mest succesfulde spilserier med mere end 500 millioner solgte eksemplarer globalt.