Tusindvis af københavnere bruger dagligt dyrebar tid på at finde parkering i gaderne.
Imens står flere hundrede private p-pladser under jorden gabende tomme – betalt af kommunen med skatteydernes penge.
Københavns Kommune har siden budgetaftalen for 2025 brugt 40 millioner kroner årligt på at leje 2.100 pladser i private parkeringsanlæg.
Tanken var at kompensere for de mange fjernede gadepladser. Men effekten udebliver i flere områder.
Pladserne står ubrugte hen
På Østerbro og i Bispebjerg bruges under 10 procent af de tilgængelige pladser, og på Nørrebro er situationen mest grel: Alle 50 pladser i en p-kælder under Professionshøjskolen står tomme hver nat.
Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen skyldes den manglende udnyttelse især én ting – få beboere ved, at pladserne eksisterer. Det skriver KøbenhavnLiv.
Besked sendt til e-Boks
Derfor har kommunen nu valgt at gribe til en mere direkte metode: En personlig besked er blevet sendt ud til beboernes e-Boks, og modtagerne opfordres til at læse den senest i slutningen af maj.
Beskeden indeholder både information om, hvordan man søger licens, og hvordan man benytter appen Visitors, der er nødvendig for at få adgang til p-anlæggene.
"Den viste, at mange af dem ikke blev benyttet særligt meget, og derfor har jeg opfordret forvaltningen til at gøre en større indsats for at gøre borgerne opmærksomme på tilbuddet, blandt andet ved at sende et brev ud i e-Boks," udtaler teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
Ordningen evalueres igen i august.
Indtil da risikerer hundredevis af tomme p-pladser stadig at koste dyrt – uden at gøre hverdagen nemmere for bilisterne.