Trend DK
Forside Nyheder Nyt grønt blink i trafikken: Dette betyder det nye signal

Nyt grønt blink i trafikken: Dette betyder det nye signal

grønt blink på bil
Foto: Rådet for Sikker Trafik

Et nyt signal dukker op på de danske veje, og mange bilister vil snart lægge mærke til det uden at vide præcis, hvad det står for.

Lige nu læser andre

Fra den 1. februar 2026 er det også muligt for redningspersonale hos Kystredningstjenesten at sætte et grønt blink på bilen for at gøre opmærksom på, at de er kaldt ud til en person i livsfare.

Sådan skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Ordningen har siden 1. marts 2025 været gældende for hjerteløbere og akuthjælpere og bliver nu udvidet til også at omfatte statslige redningstjenester efter aftale med ministeren for samfundssikkerhed og beredskab. 

“Når redningspersonalet fra Kystredningstjenesten bliver kaldt ud, kan det være et spørgsmål om liv og død. Derfor er jeg glad for, at de nu får muligheden for at vise, at de er på vej til en vigtig opgave. Jeg håber, at det vil være med til at lette arbejdet for redningspersonalet,” siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen. 

Ordningen omfatter også 1-1-2 Akuthjælperordningen og TrygFondens Hjerteløberordning. Andre frivillige, livreddende organisationer eller statslige redningstjenester kan søge hos Færdselsstyrelsen om at komme med i ordningen.

Læs også

For at bruge det grønne blink, skal man dokumentere, at man er kaldt ud til en livreddende opgave, og alle færdselsregler skal overholdes under kørsel. 

“Med det grønne blink kan man vise, at man er på vej til en livreddende opgave, og medtrafikanter har mulighed for at vise hensyn. Formålet er at understøtte en mere rolig fremkøring, blandt andet ved at andre trafikanter kan undlade at overhale, holde afstand med videre. Samtidig kan blinket være med til at markere stedet, hvor en person er i livsfare, så ambulancen kan se det,” siger transportminister Thomas Danielsen.

Fakta

Blinkene overholder følgende:

  1. Skal afgive grønt lys.
  2. Skal afgive 60-240 blink pr. minut.
  3. Må ikke virke direkte blændende på andre trafikanter.
  4. Skal være anbragt på køretøjets tag, men må ikke fastmonteres på køretøjet.
  5. Skal opfylde kravene i FN-regulativ 10.
Ads by MGDK