Norlys og Telenor investerer et trecifret millionbeløb i bedre mobildækning ved at opsætte over 200 nye mobilantenner i hele landet.
Det er den største udvidelse af TT-Netværket siden 2012.
TT-Netværket, som ejes af Norlys og Telenor i fællesskab, har til formål at sikre bedre dækning – især i mindre byer og transportkorridorer.
Fokus på landdistrikter og sommerhusområder
Ifølge Norlys’ direktør for kundeforretning, Ulf Lund, er målet at give alle 800.000 andelshavere i Jylland en hurtig og stabil mobilforbindelse.
”Alle skal kunne være en del af den digitale fremtid – også uden for de største byer,” siger han.
Derfor bliver mange af de nye antenner opsat i mindre byer og sommerhusområder, hvor behovet for bedre dækning er størst. Det skriver Nyheder24.
Her er områderne, der får bedre dækning
Flere områder har allerede fået bedre dækning, blandt andet Ålsø ved Grenå, Skanderborg, Vester Skerninge og Nakskov. Snart følger Bredebro, Vonsbæk, Sommersted og Læborg.
”Vi investerer massivt i Danmarks største mobilnetværk og sikrer, at vi leverer hurtigere og mere stabil 5G,” siger Lars Thomsen, administrerende direktør for Telenor Danmark.
Eksisterende master bliver udvidet
De fleste af de nye mobilantenner bliver opsat på eksisterende telemaster, men der etableres også nye master for at sikre en mere finmasket og stabil dækning.
Kunder hos Telenor og Norlys-ejede Telia vil løbende få glæde af den forbedrede dækning, efterhånden som de nye antenner sættes i drift.
Den store investering betyder, at endnu flere danskere får adgang til lynhurtigt 5G – selv i de områder, hvor dækningen hidtil har været utilstrækkelig.