Nye regler kan åbne op for, at Googles data skal deles med rivaler og AI-tjenester i kampen om fair konkurrence.
Europa-Kommissionen vil tvinge Google til at dele centrale søgedata med konkurrenter og AI-chatbots. Det fremgår af et nyt forslag under EU’s techlovgivning, som har til formål at gøre markedet mere fair.
Ifølge Bright anses tiltaget for at være nødvendigt for at mindske Googles dominans. Planen indebærer, at virksomheden skal give adgang til data om blandt andet søgninger, rangeringer og brugeradfærd – herunder hvad der bliver klikket på, og hvilke resultater der er mest populære.
Google er dog kritisk over for kravet, der har fået dem til at advare om, at den store mængde data kan indeholde følsomme oplysninger.
“Søgninger indeholder ofte information om for eksempel helbred, familie og økonomi,” lyder det fra Google, som mener, at risikoen for brud på privatlivet undervurderes – også i tilfælde af, at den store mængde data anonymiseres.
EU fastholder dog, at reglerne er nødvendige for at sikre bedre konkurrence. Målet er, at andre søgemaskiner og AI-tjenester får mulighed for at levere mere relevante resultater ved at få adgang til data, som i dag primært er kontrolleret af Google.
Forslaget er en del af Digital Markets Act (DMA), der skal begrænse magten hos de største techselskaber.
Og det er bestemt heller ikke første gang, at EU går til angreb på Google. Allerede i marts 2025 vurderede Kommissionen, at virksomheden potentielt overtræder reglerne ved at favorisere egne tjenester i søgeresultater.
Interesserede parter har frem til 1. maj til at komme med bemærkninger til forslaget. Herefter ventes en endelig afgørelse i juli.
Hvis reglerne vedtages, og Google ikke overholder dem, kan det i værste fald føre til bøder på op til 10 procent af virksomhedens globale omsætning.