Bill Gates har langet hårdt ud efter Elon Musk og beskylder ham for at sætte millioner af menneskeliv på spil.
I et interview med Financial Times kritiserer han Musks kampagne mod USA’s udviklingsbistand og kalder udmeldingerne fra Tesla-milliardæren både “farlige” og “ignorante”.
Udmeldingen kommer, efter Musk i februar kaldte den amerikanske bistandsorganisation USAID for en "kriminel organisation" og opfordrede til dens afskaffelse.
Ifølge Gates har det allerede haft alvorlige konsekvenser.
HIV-støtte stoppet efter geografisk forveksling
Et eksempel Gates fremhæver, er et hospital i Gaza-provinsen i Mozambique, hvor støtte til HIV-forebyggelse blandt nyfødte angiveligt blev fjernet, fordi Musk forvekslede provinsen med Gaza i Mellemøsten.
“Jeg ville ønske, han ville møde de børn, der nu er smittet,” lyder det fra Gates, som kalder situationen tragisk og resultatet af "ren uvidenhed".
Gates sætter alle midler ind
Som modtræk har Gates annonceret, at han og Gates Foundation vil bruge stort set hele sin formue – over 200 milliarder dollar – på sundhed og udvikling inden 2045.
Fonden vil herefter lukke.
Gates erkender dog, at privat velgørenhed aldrig kan dække det hul, som nedskæringer i amerikansk bistand efterlader.
Årelang strid mellem to tech-giganter
Konflikten mellem Musk og Gates er ikke ny.
Musk har tidligere kaldt filantropi for “bullshit” og hævdet, at teknologiske løsninger er mere effektive.
De to milliardærer har også offentligt skændtes om Tesla-aktier, klimainitiativer og – nu – global nødhjælp.