Brugere af Windows 10 og Windows 11 er blevet sat i højeste beredskab og opfordres til at være opmærksomme på opdateringer, der angiveligt kommer fra 'Microsoft'.
Den seneste advarsel kommer fra teamet hos Action Fraud, som fortæller, at flere og flere PC-brugere klager over at modtage falske e-mails, der ser ud til at komme fra det amerikanske teknologifirma.
"Pas på disse fa,sme e-mails, der udgiver sig for at være fra Microsoft. E-mailen hævder, at din enhed er inficeret med malware, og opfordrer dig til at følge links i beskeden," skrev Action Fraud i et opslag på det sociale medie X.
De brugere, der bliver narret til at klikke, risikerer at aflevere personlige oplysninger til cyberkriminelle, som derefter kan hacke konti, stjæle penge eller målrette andre brugere.
Dette bekymrende angreb vinder hurtigt frem, og over 250 Windows-brugere har allerede rapporteret, at de er blevet ramt inden for de seneste dage. Det skriver det britiske medie Express, der derfor også advarer om, at man skal være meget varsom.
De fleste af beskederne ser ud til at komme fra Microsoft Defender Security Centre, og nogle indeholder endda en afsenderadresse, der ligner en officiel adresse fra Microsoft. Det er dog et faktum, at det ikke er tilfældet.
Når man åbner e-mailen, vises en liste over 'trusler', der angiveligt har ramt ens PC. Det er naturligvis fup og blot en metode til at få modtageren til at klikke på falske links. Hvis du modtager en sådan e-mail, er det derfor meget vigtigt, at du ikke falder for dette.
Action Fraud opfordrer nu alle Windows-brugere til at være på vagt overfor det seneste svindelnummer.
"Hvis du er i tvivl om en besked, så kontakt organisationen direkte. Brug ikke numrene eller adressen i e-mailen - brug oplysningerne fra den officielle hjemmeside. Din bank (eller anden officiel kilde) vil aldrig bede dig sende personlige oplysninger via e-mail," skrev de i deres opslag.
Microsoft har også deres egne råd til at undgå svindel. De understreger, at de ikke kontakter brugere uopfordret eller beder om personlige oplysninger.
"Microsoft sender ikke uopfordrede e-mails og ringer ikke uopfordret for at anmode om personlige eller økonomiske oplysninger, eller for at tilbyde teknisk support. Hvis du ikke selv har kontaktet os, ringer vi ikke til dig for at tilbyde hjælp," udtaler virksomheden.
"Download kun software fra officielle Microsoft-partneres hjemmesider eller fra Microsoft Store. Vær forsigtig med at hente programmer fra tredjepartswebsteder - nogle af dem kan være ændret uden forfatterens viden og indeholde malware eller andre trusler."
Rådet er klart: Hvis du modtager en besked fra 'Microsoft', der hævder, at din PC er i fare, så lad dig ikke narre.