Samsung har med One UI 7 og Android 15 indført en markant ændring i brugerfladen, som rammer Galaxy-brugere lige i vanen.
I stedet for at vise hurtigindstillinger og notifikationer i ét samlet panel, som vi har været vant til, har Samsung nu valgt at adskille dem.
Det betyder, at du skal swipe ned fra højre side af skærmen for hurtigindstillinger – og fra venstre for notifikationer.
Ifølge Samsung skulle ændringen gøre det lettere at få adgang til flere genveje.
Men for mange – inklusive undertegnede – skaber det mere forvirring end overblik.
Den velkendte og effektive arbejdsgang er pludselig blevet erstattet med en løsning, der kræver mere præcision og flere bevægelser. Det skriver Giga.
Sådan får du det gamle layout tilbage
Heldigvis er det stadig muligt at vende tilbage til det klassiske layout. Når du har trukket panelet med hurtigindstillinger ned, trykker du på blyantikonet øverst.
Her finder du indstillingen "Panelindstillinger", hvor du kan slå den nye visning fra ved at deaktivere "Adskilt visning".
Herefter vil notifikationer og hurtigindstillinger igen være samlet ét sted – som tidligere.
Vil Samsung fjerne muligheden?
Det er endnu uvist, om Samsung vil fastholde valgfriheden i fremtidige opdateringer. I øjeblikket er det dog muligt at vælge det layout, der passer bedst til din arbejdsgang.
Forhåbentlig vil brugernes feedback overbevise Samsung om, at ikke alle forandringer er til det bedre – i hvert fald ikke uden mulighed for tilpasning.