Samsung har i årevis høstet ros for at holde både smartphones og tablets opdaterede med software og sikkerhedsforbedringer.
Men nu siger giganten stop for tre af deres mest solgte Android-tablets.
De berørte modeller har ellers været kendt for at levere solid ydelse til en lav pris, og netop derfor haft stor succes blandt brugerne.
Det drejer sig om disse modeller:
Galaxy A7 Lite
Galaxy Tab S6 Lite (2020)
Galaxy Tab S6 Lite (2022)
Alle var populære valg i budgetklassen, men nu bliver de altså slettet fra Samsungs officielle opdateringsliste.
Det betyder, at der hverken kommer nye funktioner, sikkerhedsrettelser eller fejlrettelser fremover. Det skriver SamMobile.
Fik solid støtte undervejs
Selvom pensionen måske kommer tidligere, end nogle ejere kunne ønske sig, har Samsung faktisk holdt hånden under dem længe.
Galaxy A7 Lite blev lanceret med Android 11 og nåede helt op til Android 14, mens Tab S6 Lite-modellerne begge fik adskillige opdateringer, senest i maj 2025.
Men nu er det slut.
Og ifølge Samsung skal man ikke forvente, at der kommer flere opdateringer – medmindre der opstår en kritisk sikkerhedsfejl.
Hvad gør man så?
For dem, der vil være på den sikre side, anbefales det at kigge mod nyere modeller.
Den nye Galaxy Tab S10 FE-serie tilbyder hele syv års softwarestøtte, og et opdateret Tab S10 Lite rygtes på vej senere i 2025.
Skiftet kan være surt for nogle, men det kan også ses som en mulighed for at opgradere til en mere fremtidssikret tablet med moderne funktioner og længere levetid.