Apples næste store satsning på designfronten bliver angiveligt iPhone 17 Air – en ultratynd og let model, som nu er blevet næsten fuldt afsløret i et nyt læk.
Ifølge oplysninger fra Macrumors kommer telefonen med en 6,6” skærm og en vægt på blot 156 gram.
Det placerer den blandt de letteste modeller i nyere tid – lettere end både iPhone 15 og den kommende iPhone 16.
Batteri på kanten
Det, der straks springer i øjnene, er batterikapaciteten.
Med kun 2.800 mAh ser det ud til, at Apple har prioriteret det slanke design over lang batterilevetid.
Til sammenligning rummer iPhone 16 angiveligt 3.580 mAh, og konkurrenten Galaxy S25 Edge 3.900 mAh – en model, der i test har fået kritik for netop dårlig batteritid.
Apple forsøger dog ifølge kilderne at kompensere med avanceret batteriteknologi.
Der arbejdes på at benytte høj-densitetsceller, som potentielt kan give op til 20 procent mere effektivitet uden at fylde mere fysisk.
Samtidig spekuleres der i, om iOS 19's batteristyring – drevet af Apples nye AI-system – kan presse mere ud af hver opladning. Det skriver Macrumors.
Brugerne skal forvente kompromis
Interne tests antyder dog, at kun omkring 60-70 procent af brugerne vil kunne komme gennem en hel dag på en opladning.
Det er væsentligt lavere end Apples normale mål på 80-90 procent.
Som en mulig løsning nævnes et comeback for det tidligere batteri-cover, men det vil for mange underminere idéen om en ekstremt tynd telefon.
Spørgsmålet er nu, om designet alene er nok til at overbevise brugerne – eller om Apple med iPhone 17 Air risikerer at gå på kompromis med det, der for mange er allervigtigst: Batteritiden.