En velkendt gestus på Android-telefoner – swipe ned for at se både notifikationer og hurtigindstillinger – er ved at få en ny drejning.
Google tester i øjeblikket et redesignet panel, hvor notifikationer og hurtigindstillinger adskilles i to forskellige visninger.
Det bliver en af de større ændringer i Android 16, og måske en af de mest mærkbare for brugerne.
Ændringen betyder, at man i stedet for én samlet oversigt, fremover vil skulle swipe fra toppen til venstre for notifikationer og fra toppen til højre for hurtigindstillinger.
Designet er inspireret af løsninger fra producenter som Samsung og Xiaomi, som længe har tilbudt lignende funktioner. Det skriver Android Authority.
Frivillig – ikke tvungen
Ifølge oplysninger fra Android-eksperten Mishaal Rahman er funktionen stadig under aktiv udvikling og bliver formentlig valgfri.
Brugerne vil kunne skifte mellem det klassiske “kombinerede” panel og det nye “separate” panel under Indstillinger > Notifikationer.
"Det er en løsning, der skal give mere plads og bedre overblik – især på større skærme og foldbare telefoner," fremgår det af kildekoden i den nyeste betaudgave af Android 16.
Flere ændringer på vej
Adskillelsen er blot én del af en større overhaling af Androids brugerflade, kaldet Material 3 Expressive.
Her introduceres blandt andet nye gennemsigtighedseffekter, redigerbare genvejspaneler og en opdateret lysstyrkekontrol.
Det hele testes i øjeblikket i Android 16 QPR1 Beta 1, men hvornår den nye panelstruktur bliver tilgængelig for alle brugere, er endnu uvist.
For dem der ønsker mere kontrol over visning og interaktion, kan denne ændring blive en kærkommen tilføjelse.
Resten kan heldigvis beholde det klassiske layout.