Google skruer op for Android-fokus og præsenterer for første gang et dedikeret event om styresystemet, adskilt fra det traditionsrige I/O-arrangement.
Eventet har fået navnet The Android Show: I/O Edition og finder sted den 13. maj – en uge før hovedbegivenheden, der løber af stablen den 20. maj.
Fokus alene på Android 16
Det særskilte Android-event skal give plads til fordybelse i den kommende Android 16-version, som forventes at byde på både visuelle og funktionelle forbedringer.
Eventet begynder klokken 19 dansk tid og varer omkring 30 minutter.
Det vil kunne streames direkte via YouTube.
Google har tidligere pakket Android-nyhederne ind i en bredere præsentation, hvor de også viste nyt om blandt andet Wear OS og kunstig intelligens.
Med det nye format ønsker Google at give Android sin egen scene og mere opmærksomhed. Det skriver Meremobil.
Ny funktion minder om iPhone
Blandt de bekræftede nyheder i Android 16 er Live Updates, der samler realtidsinformationer fra apps på låseskærmen.
Funktionen minder om Live Activities fra iOS og skal gøre det nemmere at følge med i for eksempel leveringer, musik eller navigation – uden at åbne telefonen.
“Vi glæder os til at vise, hvad vi har arbejdet på, og hvordan Android 16 vil forbedre brugeroplevelsen,” lyder det fra en talsmand for Google.
Til selve I/O-eventet ugen efter ventes flere større annonceringer og tekniske sessioner målrettet udviklere.
Men allerede den 13. maj er der altså god grund til at følge med, hvis man vil have de nyeste Android-nyheder først.