Tidligere på efteråret lancerede Apple den store iOS 18-opdatering. Ikke alle ændringer i iOS 18 har dog været lige populære blandt brugerne. Især den nye Fotos-app har fået hård kritik.
"Fotos får sit største redesign nogensinde for at gøre det lettere for brugerne at finde og genopleve særlige øjeblikke. Et forenklet layout viser et velkendt gitter, og nye og nyttige samlinger giver brugerne mulighed for at gennemse efter temaer uden at skulle organisere indholdet i albums," skrev Apple i en pressemeddelelse tidligere på efteråret.
Den måske mest markante ændring, Apple har foretaget, er at fjerne den gamle linje med faner nederst i Fotos-appen. Tidligere var der fire faner: 'Bibliotek', 'Album', 'For dig' og 'Søg'.
Funktionerne, der før var tilgængelige i hver fane, kan nu tilgås ved at scrolle op og ned i stedet for at skifte mellem faner. Søg er dog stadig placeret øverst til højre på skærmen.
På TikTok er der mange videoer fra iPhone-brugere, der er utilfredse med ændringerne. De klager over, at appen er svær at navigere i, uoverskuelig og overvældende, skriver Business Insider.
"Jeg hader den nye Fotos-app i iOS 18" er overskriften på en kommentarartikel i Yahoo! Tech.
Journalisten bag artiklen mener, at det nye design af Fotos-appen i iOS 18 er et dårligt udført redesign, der gør appen mere besværlig at bruge. Selvom der er nogle tilpasningsmuligheder, savner vedkommende de tidligere faner og oplever det nye layout som rodet og lidt intuitivt.
Sådan får du appen til at minde lidt om det gamle design
Desværre er det ikke muligt at få Fotos-appen tilbage, som den var i iOS 17. Hvis tilpas mange klager, kan det være, at Apple ændrer det. Indtil da er der dog måder at tilpasse appen, så den minder mere om det gamle design:
Åbn Fotos-appen, og scroll helt ned på siden. Det kan tage lidt tid.
Tryk på valgmuligheden 'Tilpas og ændr rækkefølge'.
Når du gør det, vil du få vist 11 samlinger. Fjern markeringen ved alle undtagen 'Medietyper' og 'Andet' for nemmere adgang.
Du kan overveje at inkludere 'Album', hvis du bruger det ofte, eller andre samlinger, du har brug for.