Apple vil tidligst i 2027 introducere en fuldt revideret version af Siri. Det siger Bloomberg-journalisten Mark Gurman. Den nye stemmeassistent, der er blevet kendt under kodenavnet LLM Siri, var oprindeligt planlagt til at være klar i foråret 2026, men udviklingen er blevet forsinket.
Den nye Siri forventes at kunne føre mere naturlige samtaler med brugerne, hvilket er en af årsagerne til, at mange brugere ser frem til at få adgang til den reviderede udgave af tjenesten. Ifølge Gurman vil den baseres på en ny arkitektur, der kombinerer elementer fra den gamle Siri med avanceret AI-teknologi.
Denne integration skaber dog udfordringer, hvilket betyder, at den reviderede Siri først ventes at udkomme i 2027. Alt tyder på, at den nye udgave af Siri nu vil blive udgivet sammen med iOS 20 og ikke i 2026 sammen med iOS 19, der ellers oprindeligt var planen.
Gurman skriver også, at iOS 19 ikke vil indeholde et stort antal nye Apple Intelligence-funktioner. Dette skyldes, at Apple stadig er i fuld gang med deres arbejde med at finpudse de AI-funktioner til iOS 18, der blev annonceret ved WWDC sidste år.
Apple står desuden over for tekniske begrænsninger i sine nuværende AI-modeller og har haft problemer med at skaffe tilstrækkeligt med AI-chips. Derfor skulle Apple ifølge Gurman have afsat flere ressourcer til at opbygge egne AI-servere, der kører på Apple Silicon.
Det er ikke første gang, Gurman nævner den kommende Siri-opgradering. Allerede i slutningen af 2024 skrev han, at Apple planlagde at lancere en ny version i 2026 for at kunne konkurrere med ChatGPT og Google Gemini.
Apple har dog allerede integreret nogle AI-funktioner i Siri. Fra iOS 18.2, iPadOS 18.2 og macOS Sequoia 15.2 kan brugere eksempelvis tilgå ChatGPT via Siri. I en fremtidig opdatering skal Siri desuden kunne besvare spørgsmål baseret på det, brugeren ser på skærmen, samt udføre opgaver inden for apps.