Denne Samsung-telefon vil fra nu af modtage færre opdateringer

Nicolai Busekist

4 uger siden

|

08/11/2024
Mobil
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Fra nu af vil en populær Samsung-telefon ikke længere modtage de nyeste opdateringer hver måned. Det er dog bedre nyheder, end det måske ser ud til at være.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mest læste i dag

Da Samsung lancerede Galaxy S20 FE i efteråret 2020, blev telefonen hurtigt en stor succes på mange markeder i Europa. Kombinationen af en lav pris og højtydende hardware gjorde den populær blandt mange personer, der ikke havde lyst til at betale i dyre domme for at få fingrene i en af topmodellerne.

Der blev til sidst udgivet tre modelvarianter: SM-G780F (4G med Exynos-processor), SM-G781B (5G med Snapdragon-chip) og SM-G780G (4G med Snapdragon).

Ved lanceringen lovede Samsung tre års opgraderinger og opdateringer. Senere blev perioden for sikkerhedsopdateringer forlænget til fire år, men ikke længere. Ifølge GalaxyClub har Samsung nemlig meldt ud, at det er slut med at sende opdateringer ud til enheden i samme omfang som før.

I løbet af november er det fire år siden lanceringen af Galaxy S20 FE. Men perioden for support slutter dog ikke her. Ligesom de andre S20-modeller tager Galaxy S20 FE blot et lille skridt tilbage, når det kommer til opdateringsfrekvensen.

I de sidste fire år har den modtaget de nyeste sikkerhedsopdateringer månedligt. Fra nu af sker dette i stedet kvartalsvis. Det står dermed klart, at Galaxy S20 FE følger samme vej som Galaxy S20, S20+ og S20 Ultra. Samsung vil fortsat støtte modellen i det femte år efter lanceringen.

Konkret betyder det, at de tre Galaxy S20 FE-varianter fortsat vil modtage de nyeste opdateringer hvert kvartal frem til efteråret 2025. Da telefonerne senest modtog oktober-patchen sidste måned, forventes den næste opdatering at blive udgivet i januar 2025.

Er du ejer af en Galaxy S20 FE? I så fald skal du ikke frygte, at du ikke får nye opdateringer. I stedet skal du blot indstille dig på, at du ikke får dem hver måned, som du har været vant til. Det kunne dog have været værre, da Samsung kunne have valgt helt at stoppe med at sende nye opdateringer ud til enheden.