Microsoft lancerer snart Copilot for Gaming, der er en særlig AI-assistent designet til at hjælpe med diverse problemer med hensyn til både Xbox-software og spil.
Assistenten er udviklet til at kunne give hjælp, hvis spillere sidder fast i et spil eller har brug for vejledning ved installation af spil. Derfor kan det være slut med at skulle bruge tid på at søge efter en løsning på Google, da man blot kan bede Copilot for Gaming om hjælp.
Copilot for Gaming vil for eksempel kunne minde spillere om, hvor de sidst var i et spil, og hvad der tidligere var sket i spillets historie, lyder det fra Microsoft.
Derudover kan Copilot komme med en række vejledninger om, hvordan forskellige elementer i spillet fungerer, skriver det hollandske medie Tweakers.
Testfasen vil finde sted på smartphones og vil først blive tilgængelig for brugere af Xbox Insider-programmet. Microsoft har ikke angivet en præcis dato, men funktionen forventes at komme snart. En stabil version og en udgivelse til andre platforme vil følge senere.
Copilot er Microsofts betegnelse for deres AI-assistenter. Microsoft fremviste funktionen i deres egen videopodcast, hvilket naturligvis vidner om, at det er en funktion, som de har arbejdet på gennem en længere periode.
Det er svært at tyde, hvor meget hjælp, der vil være at hente hos Copilot for Gaming. Som udgangspunkt lyder det dog, at den nye AI-assistent vil være i stand til at hjælpe med de fleste problemstillinger, hvad angår software og spil til Xbox.
Som angivet herover, så er der endnu ikke meldt noget ud om, hvornår alle Xbox-brugere kan få lov til at benytte sig af den nye funktion. Det formodes dog, at Microsoft ønsker at teste funktionen meget grundigt, inden de begynder at sluse for mange brugere ind.