Pokémon Go-udvikler sælger spilafdeling til Saudi-Arabien

Nicolai Busekist

1 uge siden

|

13/03/2025
Gaming
Foto: IlyaF / Shutterstock.com
Foto: IlyaF / Shutterstock.com
Niantic, der især er kendt for at stå bag Pokémon Go, har valgt at sælge deres spilafdeling.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mest læste i dag

Niantic Labs har netop annonceret, at de har fundet en køber til deres spilafdeling, efter at have søgt interesserede købere siden februar.

Den saudiarabiske virksomhed Scopely har indgået en aftale om at købe afdelingen for 3,5 milliarder dollars, hvilket svarer til cirka 24 milliarder danske kroner. Scopely blev grundlagt i Los Angeles, men blev senere opkøbt med penge fra Saudi-Arabiens statslige investeringsfond, som også er kendt som Saudi Public Investment Fund (PIF).

Aftalen omfatter det meste af Niantics portefølje af AR-spil, herunder Pokémon Go, Monster Hunter Now og Pikmin Bloom samt flere andre titler. Den inkluderer også virksomhedens apps tilknyttet Pokémon Go, Campfire og Wayfarer. Handlen skal dog stadig godkendes af myndighederne og opfylde andre afsluttende betingelser.

Scopely oplyser, at de vil 'overtage Niantics komplette team af talentfulde spiludviklere og brancheførende spil'. Der er dog et par titler, som ikke indgår i købet. Niantic Labs vil blandt andet beholde AR-spillene Peridot og Ingress.

Scopely er i forvejen en stor aktør inden for mobilspilsindustrien. De står bag populære spil som Star Trek Fleet Command, Marvel Strike Force og Monopoly Go!.

Hvad angår Niantics spilafdeling, er den ikke længere, hvad den engang var. Pokémon Go tiltrak over 500 millioner spillere i sit første år, men spillets popularitet er faldet markant i de senere år. På sit højeste havde spillet over 230 millioner aktive spillere om måneden. I dag er det tal faldet til omkring 80 millioner.

Niantic har haft svært ved at gentage succesen fra Pokémon Go med andre titler. De forsøgte at overføre den velkendte Pokémon Go-formel til andre franchises som Harry Potter og NBA, men uden held. Projekterne Monster Hunter og Pikmin er dog stadig aktive.

Dette har ført til, at Niantic måtte droppe op til flere spil og fyre hundredvis af medarbejdere. Virksomhedens værdiansættelse har taget flere slag, og det længe lovede 'real-world metaverse' er endnu ikke blevet en realitet.

Hvis salget gennemføres, vil virksomheden fokusere på at udvikle deres selvstændige enhed, der har fået navnet Niantic Spatial. Denne gruppe arbejder med at skabe 3D-kort over virkelige omgivelser og ledes af virksomhedens CEO John Hanke.

PIF er i de senere år blevet en vigtig aktør i spilindustrien. Fonden ejer ikke kun Scopely og dets moderselskab Savvy Games Group, men har også økonomiske interesser i virksomheder som Nintendo, EA og Activision Blizzard.