Trend DK
Forside Elbiler VW’s næste elbil-SUV vist frem: Arvtager til ID.4 ligner et...

VW’s næste elbil-SUV vist frem: Arvtager til ID.4 ligner et velkendt ansigt

VW's næste elbil-SUV vist frem: Arvtager til ID.4 ligner et velkendt ansigt
VW

Volkswagen dropper ID.4-navnet og genbruger et af sine mest kendte SUV-navne på afløseren.

Efterfølgeren til ID.4 hedder ID. Tiguan og får sin verdenspremiere den 9. oktober 2026, oplyser branchemediet electrive. Den nye el-SUV skal afløse både ID.4 og ID.5 og er den seneste model, hvor Volkswagen dropper de nummererede ID-navne til fordel for velkendte modelnavne som Polo, Cross og nu Tiguan.

Prototyper har været spottet flere gange over sommeren, og selvom kamuflagen stadig sidder på, viser en ny video, at bilen står længere væk fra ID.4 end først antaget. Både front og hækpartiets siluet trækker mod den benzindrevne Tiguan, og de skjulte dørhåndtag på ID.4 er erstattet af klassiske håndtag, der stikker ud fra karosseriet.

Mere end en facelift

Volkswagens brand-chef Thomas Schäfer har beskrevet opdateringen som en tiltrængt genstart for en model, der er koncernens mest solgte elbil-SUV. ID. Tiguan bygger på den opdaterede MEB+ platform, som også ligger under den nye ID. Polo og ID.3 Neo, og VW satser på at lukke hullet til de kinesiske konkurrenter på både rækkevidde og ladehastighed.

Konkret ventes den nye batteripakke at nå op til 79 kWh, mens basisvarianten skifter til den billigere LFP-kemi. Ladehastigheden ventes at ligge omkring 183 kW mod nuværende ID.4’s maksimale 175 kW. Volkswagen sigter efter en WLTP-rækkevidde over 700 kilometer i topvarianten.

Fysiske knapper vender tilbage

Kabinen får en ny skærm på 15 tommer, større end de 12,9 tommer i den nuværende ID.4, og fysiske knapper til klimaanlæg og andre hyppigt brugte funktioner vender tilbage efter mange års kritik af de berøringsfølsomme paneler. Volkswagen har begrundet skiftet med feedback fra ejerne.

Selve produktionen fortsætter i Emden i Nordtyskland, hvor ID.4 hidtil er blevet bygget. Den nye samlebåndsstart er sat til november 2026.

Kommer først til Danmark i 2027

For danske bilkøbere er timingen central. ID.4 var i 2025 den næstmestsolgte bil i Danmark uanset drivmiddel med 8.572 nyregistreringer og en vækst på 51,69 procent i forhold til året før, oplyser Volkswagen Danmark. ID. Tiguan ventes først i danske forhandlere i første halvår af 2027, mens verdenspremieren løber af stablen den 9. oktober 2026.

Ads by MGDK