Christian Pedersen
Nu er sandhederne kommet på bordet.
Elbilen har længe været symbolet på en mere bæredygtig fremtid.
Et ikon for ansvarlig transport, hvor strømmen skulle erstatte benzinen og redde planeten én bil ad gangen.
Men bag det blankpolerede ydre gemmer sig en virkelighed, der for mange er ukendt og for de fleste ubehagelig.
En klimadrøm med alvorlige bagsider
Produktionen af en enkelt elbil genererer i gennemsnit omkring 1.000 tons mineaffald.
Når det omregnes til et lille land som Norge, hvor elbiler er subsidieret massivt og salget tårnhøjt, betyder det over 120 millioner tons affald årligt.
Affald der ikke forsvinder, men belaster naturen i lande langt fra forbrugslandenes horisonter.
For at isolere batterier bruges der glimmer, og det udvindes stadig i stor stil af børn i Madagaskars flodlejer.
Barnehænder i 40 graders varme, fordi ingen maskine er lige så præcis som små fingre. Det skriver Klimamonitor.
Flere biler, ikke færre
Det grønne bilskifte burde handle om at reducere forbruget.
I stedet har vi skabt et marked, hvor bil nummer to og tre lader op i garagerne, blot med nyt brændstof. Forbruget flyttes, men mindskes ikke.
Den grønne overgang bliver en illusion, en skal af bæredygtighed, fyldt med velmenende, men uforandrede vaner.
“Elbilen er ikke en løsning, men et kompromis”
Sådan lyder det fra forsker Simon Michaux, der mener, at verdens nuværende ressourcer slet ikke rækker til at understøtte en fuld elektrificering.
Vi kan ikke elektrificere os ud af forbruget, vi må begynde at stille os selv de svære spørgsmål.
Ikke om hvilken bil vi kører i, men om vi behøver bilen overhovedet.
