Elbiler kan snart køre længere takket være denne tilfældige opdagelse

Nicolai Busekist

2 dage siden

|

17/03/2025
Elbiler
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En tilfældig opdagelse har medført, at elbiler i nærmeste fremtid kan komme til at køre endnu længere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mest læste i dag

Et vedvarende problem med fremtidige batterier til elbiler har vist sig at være en misforståelse. Forskere opdagede ved et tilfælde, at det, der i årevis blev set som en uoverkommelig hindring, faktisk skyldtes måleudstyret selv.

Et internationalt hold af forskere gjorde tilfældigvis en nyttig opdagelse under eksperimenter med batterier med såkaldte litiumrige katoder. Det skriver det hollandske medie Bright.

Disse katoder, som er batteriets positive pol, har en højere energitæthed i modsætning til de konventionelle katoder med et lavere litiumindhold, der anvendes i dag. Denne nye generation af batterier vil kunne få elbiler til at køre op til 30 procent længere på en enkelt opladning.

Indtil nu troede forskere, at denne type batterier hurtigt ville blive forringet, fordi iltmolekyler løsrev sig fra materialet i batteriet. Forskerne opdagede imidlertid, at det faktisk var de røntgenstråler, som blev brugt til at undersøge batterierne, der var årsagen til problemet.

Den kraftige stråling forårsagede præcis det problem, som forskerne forsøgte at studere. Og derfor er der en chance for, at det kan ende med at bane vejen for, at der i fremtiden kan blive produceret batterier til elbiler med en markant længere rækkevidde.

Tilbage på rette spor

Denne opdagelse er godt nyt for udviklingen af litiumrige batterier. Nu hvor det viser sig, at 'problemet' ikke ligger i batteriet, men i målemetoden, kan forskere fokusere på andre måder at forbedre batterierne på.

Dette åbner op for elbiler, der kan køre længere, uden at batterierne bliver større eller tungere. Forskerne forventer, at dette gennembrud ikke kun vil gavne elbiler, men også andre anvendelser såsom energilagring til solcelleanlæg og smartphones med længere batterilevetid.

Forskningen, der har ført til denne opdagelse, er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Materials - også selvom det rent faktisk skete ved et tilfælde.