Elbiler fra BYD sælger som varmt brød: Nu kommer deres luksusmærke også til Europa

Nicolai Busekist

1 dag siden

|

13/04/2025
Elbiler
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
BYD har stor succes med at sælge deres biler på det europæiske marked, hvilket har fået dem til at åbne for salget af deres luksusmærke.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mest læste i dag

Den kinesiske bilproducent BYD (Build Your Dreams) stormer frem i Europa. Mærkets elektriske biler vinder fortsat terræn, og derfor tager BYD nu endnu et skridt. Selvom mærker som BMW, Audi og Mercedes-Benz traditionelt dominerer luksussegmentet, forsøger BYD sig nu med mærket Denza.

Futuristiske modeller med vilde specifikationer og helt særlige funktioner - det er, hvad Denza ifølge BYD's europæiske toprådgiver Alfredo Altavilla skal stå for. Under Milan Design Week afslørede virksomheden sine planer for det europæiske marked.

En del af de planer omfatter lanceringen af Denza Z9 GT. BYD's elektriske sportsvogn har absurde 1.000 hestekræfter, fem skærme i kabinen, to indbyggede køleskabe og kan rotere på stedet uden at bevæge sig fremad.

Så meget kommer det nye luksusmærke til at koste

Denza var tidligere delvist ejet af Mercedes-Benz, men er i dag helt overtaget af BYD. At mærket sigter mod luksusmarkedet afspejles også i prisen. Ifølge Reuters vil den første Denza-model i Europa koste mere end de nuværende topmodeller fra BYD.

I et land som Holland koster topmodellen i dag 68.000 euro, hvilket kan betyde, at Denza-modellen vil koste mindst omkring 75.000 euro. Det svarer til henholdsvis 510.000 kroner og 560.000 kroner, men prisen kan være anderledes på det danske marked.

BYD vokser eksplosivt i Europa

BYD's skridt er ikke overraskende. Mærket oplever ifølge mediet Bright eksplosiv vækst i Europa, og med de seneste udviklinger i USA vil væksten formentlig fortsætte. For nylig meddelte BYD, at det allerede i første kvartal af 2025 solgte flere biler i Storbritannien end i hele 2024.

Globalt solgte BYD over 4 millioner biler i 2024 og overhalede dermed Tesla. Ikke kun i antal solgte modeller, men også på området for lynopladningsteknologi. BYD præsenterede et 1 megawatt-netværk til lynopladning, som gør det muligt at oplade 400 kilometers rækkevidde på bare fem minutter.