Trend DK
Forside AI Skriver du ChatGPT forkert: En enkelt tastefejl kan sende dig...

Skriver du ChatGPT forkert: En enkelt tastefejl kan sende dig på en falsk side der inficerer din pc

Skriver du ChatGPT forkert: En enkelt tastefejl kan sende dig på en falsk side der inficerer din pc
Illustrationsfoto / AI-genereret

Et amerikansk sikkerhedsfirma har kortlagt 186 falske domæner, der efterligner ChatGPT, Gemini, Claude og andre AI-tjenester.

Angriberne venter bare på, at nogen skriver ét bogstav forkert i adresselinjen. Så lander man på en side, der til forveksling ligner den rigtige, men i stedet forsøger at narre én til selv at installere skadelig software.

Opdagelsen kommer fra sikkerhedsfirmaet Island, der har offentliggjort en analyse af fænomenet, de kalder TypoPrompting. Firmaet har sporet 186 svindel-domæner fordelt på 27 AI-brands. ChatGPT er det mest kopierede navn med 25 forskellige stavefejl-varianter, efterfulgt af Claude med 18, DeepSeek med 16 og Runway med 12.

Sådan virker svindlen

De falske sider bruger typisk tre angrebsveje. Den mest udbredte er en falsk Cloudflare-verifikation, der dukker op, så snart man rammer det forkert stavede domæne. Siden beder brugeren om at kopiere en kommando ind i Windows’ Kør-dialog for at “bekræfte”, at man ikke er en robot. Kommandoen henter i virkeligheden et PowerShell-script ned fra en server og kører det med skjult vindue, så man intet opdager.

Island fandt blandt andet, at domænet `cloude[.]ai`, en stavefejl for Claude, ledte videre til netop sådan en side. For at slippe forbi filtre har angriberne skjult server-adressen som et decimal-tal i stedet for den sædvanlige prikkede IP-form.

På Mac-maskiner bytter angrebet Kør-dialogen ud med en falsk sikkerhedsopdatering, der beder brugeren indsætte kommandoen i Terminal.

972.000 brugere har installeret de falske udvidelser

Den anden angrebsvej er et falskt program kaldet Net Guard, der ligger på Microsoft Store og udgiver sig for at tjekke dit wifi. I stedet skifter det din standardsøgemaskine, installerer yderligere udvidelser og kører fjernstyrede scripts.

Den tredje vej er browserudvidelser, der kaprer dine søgninger og sender dem via en tredjepartsserver. Island har identificeret 30 udvidelser, der er bygget af det samme værktøjssæt. Google har fjernet 13 af dem fra Chrome Web Store, mens 17 stadig ligger tilgængelige med samlet omkring 972.000 brugere.

Så simpelt gemmer de sig

Fejltastningerne falder i få kategorier, forklarer Island i rapporten: naboknap-fejl som `clsude[.]ai`, ombyttede bogstaver som `charatcer[.]ai`, manglende bogstaver som `lovble[.]dev`, et ekstra bogstav som `deeepseek[.]com` eller rene stavefejl som `purplexity[.]ai`. Ét forkert tegn er alt, der skal til.

Der er indtil videre ikke knyttet økonomiske tab til kampagnen, understreger Island, men infrastrukturen er stor, koordineret og i drift siden foråret 2025.

Det kan du selv gøre

Det bedste værn er at undgå at taste adressen ind i det hele taget. Gem i stedet ChatGPT, Gemini og Claude som bogmærker i din browser, eller brug de officielle apps. Island anbefaler desuden at tjekke sin standardsøgemaskine jævnligt, i Chrome under Indstillinger > Søgemaskine, og at gennemgå installerede udvidelser med et kritisk blik.

Skulle en side bede dig om at kopiere en kommando ind i Kør-dialogen eller Terminal, så luk fanen med det samme. Et ægte sikkerhedstjek beder dig aldrig om at eksekvere kode på din egen maskine.

Ads by MGDK