Brugen af OpenAI's o1-reasoning-model var tidligere begrænset i Microsoft Copilot. Det er nu fortid, da Microsoft giver alle deres mange Copilot-brugere ubegrænset adgang til sin stemmeassistent og funktionen Think Deeper.
Copilot Voice er en stemmeassistent, der fungerer på samme måde som Apples Siri og Google Assistent. Du kan stille spørgsmål og give kommandoer til A'’en med din stemme. Derudover er der Think Deeper, som er understøttet af OpenAI's o1-model og kan hjælpe med komplekse opgaver, såsom vanskelige matematikproblemer.
Think Deeper er en AI-assistent inden for Copilot, men med evnen til at give detaljerede svar opdelt i trin, skriver det hollandske medie Bright.
Think Deeper
Think Deeper har en forbedret evne til at ræsonnere og kan derfor bedre forklare, hvordan den når frem til sine svar.
Ifølge Microsoft er den ideel til at sammenligne de bedste elbiler, men også til at give råd om, hvilke renoveringer i hjemmet der bedst kan betale sig med et budget på f.eks. 15.000 euro (ca. 110.000 kr.) for at øge boligens værdi over tid.
Tidligere var Think Deeper kun tilgængelig i fuld version for Pro-abonnenter, men nu får gratis brugere også den samme omfattende adgang. Funktionen er endnu ikke rullet helt ud til alle, da Microsoft stadig arbejder på opskalering.
Det er dog meldt ud, at målet er, at alle Copilot-brugere snart får fri adgang til både Voice og Think Deeper uden omkostninger eller begrænsninger på antallet af forespørgsler.
Mulige forsinkelser
Copilot-teamet advarer dog om, at der kan opstå ventetid, hvorfor du er nødt til at indstille dig på dette, hvis du er nysgerrig efter at få adgang til de to funktioner.
"Det er vigtigt at vide, at du kan opleve forsinkelser eller afbrydelser i perioder med høj efterspørgsel, eller hvis vi opdager sikkerhedsproblemer, misbrug eller overtrædelser af Copilot-vilkårene," lyder det fra Microsoft.
Man kan spørge sig selv, hvad der nu gør et Pro-abonnement attraktivt. Fordelen er, at Pro-brugere får tidlig adgang til de nyeste AI-modeller fra Microsoft, eksperimentelle AI-funktioner og integration med visse Microsoft 365-apps som Word og PowerPoint.
Microsoft lancerede Copilot for to år siden. Siden da er tjenesten blevet udvidet markant, og det har været uklart, hvilke funktioner der tilhører hvilke abonnementer. Nu bliver det mere gennemsigtigt, da alle deres brugere får fri adgang til disse funktioner.