Fra 10. juli 2027 må ingen virksomhed i EU tage imod en kontantbetaling over 10.000 euro, cirka 75.000 kroner.
Reglen står i EU’s nye hvidvaskforordning fra 2024 og gælder alle 27 medlemslande. Formålet er at lukke huller mellem landene, så store sorte pengebeløb ikke bare kan flytte tværs over grænserne og blive til en bil, et ur eller en båd kontant.
Teksten i Artikel 80 i forordning 2024/1624 er klar: “Personer, der handler med varer eller leverer tjenester, må kun modtage eller foretage en betaling kontant op til et beløb af 10.000 euro eller tilsvarende i national eller fremmed valuta, uanset om transaktionen gennemføres i én enkelt operation eller i flere operationer, der ser ud til at hænge sammen.”
Det betyder, at man ikke bare kan dele købet op i tre eller fire mindre portioner. Hænger betalingerne sammen, tæller de som én.
Danmark har allerede en strammere regel
For danske forbrugere ændrer EU-loftet ikke så meget i hverdagen. Siden 1. marts 2024 har det været ulovligt for danske erhvervsdrivende at tage imod 15.000 kroner eller mere i kontanter. Grænsen blev dengang sænket fra 20.000 kroner som led i en skærpet dansk hvidvasklov.
Reglen gælder for stort set alle butikker, autoforhandlere, guldsmede og andre handlende, alle, der ikke selv er direkte omfattet af hvidvaskloven som finansielle aktører. Overtrædelser koster som udgangspunkt 25 procent af det modtagne beløb over grænsen, dog mindst 10.000 kroner.
Medlemslandenes mulighed for at beholde strammere nationale lofter er indbygget i selve EU-forordningen. Danmarks 15.000-kroners-regel bliver altså ved, også når EU-loftet træder i kraft.
Rammer dig på bilturen gennem Europa
Mærkbart bliver loftet derimod, hvis du handler stort i et andet EU-land. Tyskland havde før 2027 ingen generel lovbestemt grænse for almindelige erhvervstransaktioner og er sent ude sammenlignet med resten af unionen. Fra juli 2027 lukkes den dør der.
Belgien, Holland og Portugal har lofter i omegnen af 3.000 euro, mens Frankrig, Spanien og Grækenland går endnu lavere ned, helt ned til 500 euro i den græske variant, ifølge en oversigt fra Didit over medlemslandenes nuværende regler.
For en dansker, der skal betale for et dyrt stykke antikvitet, et ur, en båd eller en bil kontant i udlandet, bliver 10.000 euro den nye ydergrænse, i de lande, der ikke allerede har et lavere loft.
3.000 euro udløser ID-tjek
Allerede under det store loft kommer der et legitimations-krav. For visse forpligtede virksomheder, særligt dem, der handler med dyre varer, udløser en kontantbetaling på 3.000 euro eller derover et krav om at identificere kunden med gyldigt ID eller eID.
Det er et skridt lavere end selve kontantloftet og rammer bredere. En dansker, der køber et smykke eller et dyrt ur i udlandet til omkring 22.400 kroner, kan altså forvente, at forretningen vil tjekke pas eller kørekort, selv når beløbet er langt under 10.000 euro.
Reglen om de 10.000 euro omfatter kun handel med varer og tjenester. Private handler mellem personer, der ikke optræder professionelt, er ifølge Artikel 80(4) undtaget. Sælger du din gamle motorcykel til naboen for 85.000 kroner kontant, er det altså stadig lovligt, så længe pengene kan dokumenteres som lovligt erhvervede.
Reglerne træder i kraft 10. juli 2027.