Politiet i New Jersey meldte ulykken som en Tesla der bare kørte over et stopskilt. Teslas egen indberetning til de amerikanske myndigheder viser noget andet.
En 82-årig mand ved navn Stephen Field mistede livet, da en Tesla Model 3 kørte over et stopskilt i Buena Vista Township i Atlantic County, New Jersey, og ramte hans Honda Civic i krydset mellem County Route 671 og Chestnut Avenue. Ulykken skete søndag den 6. juli 2025 omkring klokken 18.57 lokal tid, mens Field drejede til venstre.
Fire personer i Teslaen, føreren og tre passagerer, blev bragt på hospitalet med moderate skader. New Jersey State Police omtalte hændelsen offentligt som “en Tesla, der kørte over et stopskilt”, uden at nævne førerassistenten med et ord. Den detalje ligger i stedet i Teslas egen indberetning til de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder, hvor bilens automatiske system er registreret som “Verified Engaged”, altså bekræftet aktivt i sekunderne op til sammenstødet. Det viser en gennemgang af NHTSA-data foretaget af Electrek.
Sandsynligvis Full Self-Driving
Selve systemet er ikke navngivet i den offentlige version af Teslas indberetning. Producenten har redigeret både selve ulykkesbeskrivelsen, softwareversionen og feltet for, om vejen lå inden for systemets godkendte kørezone. Alt sammen med henvisning til forretningshemmeligheder.
Alligevel peger flere spor på, at det var Teslas mest avancerede system, Full Self-Driving, der var slået til. Genkendelse af stopskilte er en funktion, der er forbeholdt FSD’s bykørsel og altså ikke findes i den almindelige Autopilot, som primært er tænkt til motorvej. Teslas logdata angiver desuden hastigheden umiddelbart før sammenstødet til blot 4 mph, svarende til omkring 6 kilometer i timen. Electrek kalder det et “near-stop”, som passer dårligt sammen med den fart, det kræver at slå en 82-årig ihjel i et sidepåkørt kryds, og det efterlader tvivl om, hvad det tal reelt dækker over.
En af flere dødsulykker afsløret gennem data
Sagen fra New Jersey er ikke et enkeltstående tilfælde. Den indgår i en løbende journalistisk gennemgang, hvor Electrek matcher offentligt kendte dødsulykker med de indberetninger, Tesla er lovpligtigt forpligtet til at sende til National Highway Traffic Safety Administration under den såkaldte Standing General Order.
Ordningen forpligter bilproducenter til at rapportere alvorlige ulykker, hvor et niveau 2-assistentsystem har været aktivt inden for 30 sekunder før sammenstødet. Tesla står ifølge Electrek for omtrent 85 procent af samtlige indberetninger i databasen, tæt på 4.000 sager, og har siden 2019 sværtet selve ulykkesbeskrivelsen på 99,9 procent af sine rapporter, mens producenter som GM, Ford, Honda og Toyota stort set ikke redigerer noget.
Foreløbig har mediet knyttet seks dødsulykker sammen med “Verified Engaged”-registreringer i Teslas data, blandt andet en sag i Batavia i Illinois, hvor en mor til fem blev dræbt med Full Self-Driving slået til, samt sager i Clute i Texas, Lake Mary i Florida, Mesa i Arizona og Moraine i Ohio.
Rammer ind i EU-debatten
Sagen fra Buena Vista lander midt i en europæisk beslutningsproces om, hvor langt Teslas system må komme på offentlige veje. Den hollandske køretøjsmyndighed RDW gav i april 2026 den første EU-type-godkendelse til FSD Supervised, og den godkendelse er sket med redigeret teknisk dokumentation, som EU siden har krævet indsigt i.
Danmark er blandt de lande, der har givet en foreløbig national godkendelse, og en afstemning i EU-regi om en fælles ramme er ifølge branchemediet Eleport sat til den 6. oktober 2026. Falder afstemningen ud til nej, bortfalder de nationale midlertidige godkendelser igen.