Ola Källenius sammenligner sin første tur i den nye elektriske AMG med en religiøs vækkelse.
Mercedes-Benz-topchef Ola Källenius har taget hidtil kraftigste ord i brug for at forsvare kunstig motorlyd i sine kommende elbiler. Da han første gang kørte den elektriske Mercedes-AMG CLA 45 med det simulerede lydsystem, følte han sig “som en genfødt kristen”, siger han i et interview med Autocar gengivet af Electrek.
Udtalelsen faldt under en køretur i den nye C-klasse Electric i Finland, hvor Källenius fortalte Autocars James Attwood om sin oplevelse af AMG’ens digitale motorteater.
“Det var den bedste V8, jeg nogensinde har kørt. Den havde alle fornemmelserne fra en V8, men med mere kraft og drejningsmoment,” sagde han om systemet.
Fra AMG-boss til elbil-missionær
Udtalelsen bærer vægt, fordi Källenius har en usædvanlig baggrund for en topchef i den elektriske omstilling. Før han overtog Mercedes-Benz, ledede han AMG-divisionen og havde ansvaret for Mercedes’ Formel 1-motorprogram. Han beskriver selv sig selv som “petrol head”.
Netop derfor bliver hans “genfødt kristen”-metafor Mercedes’ klareste udmelding om, at bilentusiaster og ikke kun teknologi-fans skal falde for de kommende elbiler fra Affalterbach. Det er også en åbning i debatten om, hvorvidt kunstig motorlyd hører hjemme i elbiler eller er en pinlig krykke.
Fire cylindre bag “V8-følelsen”
Bilen, Källenius roser, er den nye elektriske AMG CLA 45, der ydelsesmæssigt gør sit for at retfærdiggøre den religiøse sammenligning. Tre aksialflux-motorer leverer 500 kW, svarende til 680 hestekræfter, og accelerationen fra 0 til 100 km/t klares på 2,7 til 3,0 sekunder afhængigt af målemetode. Batteripakken på 94 kWh giver op til cirka 670 kilometer efter WLTP.
Der er dog en interessant detalje ved Källenius’ V8-lovprisning: ifølge ArenaEV er selve lyden i CLA 45 hverken en V8 eller ny. Systemet spiller 1.600 lydfiler optaget fra den gamle AMG A45 S, altså en firecylindret turbomotor. Lyden mixes i realtid både indvendigt og udvendigt, sædet vibrerer under de simulerede gearskift, og hele oplevelsen aktiveres via en dedikeret “AMGFORCE S+”-indstilling.
Præcis derfor bliver debatten skarp. Bilproducenter fra Hyundai til Dodge har eksperimenteret med kunstige motorlyde i elbiler, og Electreks Fred Lambert beskriver Mercedes’ løsning som en indrømmelse af, at følelsesargumentet for præstations-elbiler stadig hviler på nostalgi for det, de skal erstatte. Lambert konkluderer, at hans egen holdning til de kunstige motorlyde er ligegyldig, så længe funktionen er valgfri.
Trykker på præstations-speederen
CLA 45’eren er kun første kapitel i AMG’s elektriske offensiv. Blandt de næste elektriske præstationsmodeller er en elektrisk AMG-SUV med over 1.100 hestekræfter, som mærket allerede har teaset.
At angrebet på præstationsmarkedet giver resultater, viser sig også på tiderne: en elektrisk AMG har allerede sat en Nürburgring-tid 13 sekunder hurtigere end sin benzin-forgænger.