Trend DK
Forside Gadgets Roborock er ikke længere nummer ét: Et andet kinesisk mærke...

Roborock er ikke længere nummer ét: Et andet kinesisk mærke har overtaget tronen som verdens mest solgte robotstøvsuger

Roborock er ikke længere nummer ét: Et andet kinesisk mærke har overtaget tronen som verdens mest solgte robotstøvsuger
Illustrationsfoto / AI-genereret

Kinesiske Dreame har for første gang skubbet Roborock af tronen som verdens største producent af robotstøvsugere.

Skiftet fremgår af nye markedsdata fra analyseinstituttet IDC, der i første kvartal af 2026 rangerer Dreame som nummer ét både målt på antal solgte enheder og på omsætning. Førstepladsen har Roborock ellers holdt tre år i træk siden anden halvdel af 2023.

Dreame har ifølge en meddelelse fra selskabet den største markedsandel i 30 lande og over 50 procent i ti af dem. Samlet er der solgt mere end 11 millioner Dreame-robotstøvsugere gennem årene, og virksomheden er til stede i over 120 lande.

“At vi opnår førstepladsen globalt både på salg og omsætning i første kvartal 2026 ifølge IDC, markerer en vigtig milepæl for Dreame Robot Vacuum,” siger Michael Meng, direktør for Dreames robotstøvsugerforretning, i meddelelsen.

Roborock har været førende siden 2023

Roborock kunne så sent som i marts fejre tredje år i træk som verdens største mærke inden for robotstøvsugere. Ifølge selskabets egen opgørelse solgte de 5,8 millioner enheder i 2025 og havde en markedsandel på 24,1 procent i anden halvdel af året, det højeste niveau nogensinde for mærket.

At Roborock nu skubbes ned på andenpladsen efter blot ét kvartal understreger, hvor hurtigt konkurrencen skærpes i toppen af markedet.

Kinesiske mærker dominerer hele toppen

Første- og andenpladsen er ikke det eneste, de kinesiske producenter har taget. En markedsanalyse fra IDC peger på, at alle de fem største mærker i verden nu er kinesiske: Roborock, Ecovacs, Dreame, Xiaomi og Narwal.

Amerikanske iRobot, der i mange år var synonym med Roomba og selve robotstøvsuger-kategorien, har mistet terræn og gik i konkurs i 2025. Selskabet blev efterfølgende overtaget af den kinesiske Picea-koncern.

IDC peger på, at kineserne vinder frem, fordi de hurtigere ruller ny teknologi ud som lidar-navigation, altså laserbaseret rumopmåling, kunstig intelligens og selvtømmende dockingstationer, mens etablerede mærker har prioriteret højere marginer.

Særligt hårdt pres i Europa

Presset er tydeligst i Europa. Ifølge Dreame selv steg salget på det europæiske marked med 103 procent i 2025, og i perioden fra januar til april 2026 lå væksten på 110 procent sammenlignet med samme periode året før, oplyser selskabet.

Om Dreame kan holde fast i førstepladsen resten af året, eller om Roborock genvinder tronen lige så hurtigt, som den blev tabt, viser IDC’s kommende kvartalsrapporter.

Ads by MGDK