Ford har trukket sløret af en hidtil hemmelig udviklingsenhed i Californien, der står bag en ny elektrisk pickup til omkring 30.000 dollar.
Bilen får premiere i 2027 og skal hjælpe Fords elbildivision ud af et flerårigt milliardtab.
Den er foreløbig kun planlagt til det amerikanske marked, så danske købere bør ikke sætte næsen op efter en pickup til godt 200.000 kroner.
Enheden, kaldet Electric Vehicle Development Center, ligger ved Long Beach Airport syd for Los Angeles og fylder cirka 270.000 kvadratfod fordelt på to bygninger. Omkring 350 ansatte med baggrund hos Ford, Tesla, Rivian, Lucid samt fly- og forsvarsindustrien arbejder der, oplyser Ford ifølge eletric-vehicles.com.
Centret har eksisteret som et fortroligt projekt siden omkring 2022 og ledes af Alan Clarke, der nu har titlen Vice President of Advanced Development Projects. Han kom fra Tesla og var den første ansatte i Fords såkaldte skunkworks-team.
En platform til en hel familie af biler
Projektet bærer det officielle navn Universal Electric Vehicle Platform, forkortet UEV. Det er en helt ny grundkonstruktion, som Ford selv sammenligner med den oprindelige Model T.
“Vi har taget inspiration fra Model T, den universelle bil der forandrede verden. Det her er ikke et udvandet, gammeldags køretøj,” sagde Doug Field, Fords øverste ansvarlige for el og digital teknologi, ved præsentationen.
Det første produkt på platformen bliver en midsize-pickup med en startpris omkring 30.000 dollar. Bilen får en strukturel LFP-batteripakke, der fungerer som en del af bunden, og produceres på Fords fabrik i Louisville, Kentucky. Selskabet investerer cirka 2 milliarder dollar i fabrikken og sikrer dermed 2.200 timelønnede stillinger.
Selve byggemetoden er trimmet markant. UEV-platformen kræver 20 procent færre dele end et tilsvarende køretøj i dag, 25 procent færre skruer og bolte, 40 procent færre stationer på samlebåndet og en samletid, der er 15 procent hurtigere. Ledningsnettet er over 4.000 fod kortere og knap 10 kilo lettere end normalt.
Skal stoppe blødningen i el-divisionen
Pickuppen er kernen i en strategi, der skal vende underskuddet i Fords elbilforretning. Model e-divisionen tabte 4,8 milliarder dollar i 2025 og har samlet kostet Ford mere end 16 milliarder dollar over fire år, skriver Carscoops.
Finansdirektør Sherry House har sat balancepunktet til “omkring 2029”, og selskabet forventer at tabe mellem 4 og 4,5 milliarder dollar igen i 2026. Det er på den baggrund, at en billigere bilfamilie bygget af et lille, agilt team skal levere helt nye produkter med en sundere økonomi.
Alan Clarke har selv beskrevet logikken kort. “Vi vinder kun på fart, og vi er nødt til at spille efter reglerne her. Vi vinder i sidste ende ikke, medmindre vi kommer ned på de priser, amerikanske forbrugere er villige til at betale,” sagde han ifølge eletric-vehicles.com.
Kommer den til Danmark
Det korte svar er sandsynligvis nej. Ford har endnu ikke meldt noget ud om et europæisk salg af UEV-pickuppen, og selskabets nuværende elektriske pickup, F-150 Lightning, blev kun lanceret i Europa i et begrænset oplag i Norge. Den har aldrig været officielt på markedet i Danmark.
Hertil kommer den danske afgiftsstruktur. En pickup, der koster 30.000 dollar i USA, ender et helt andet sted efter dansk registreringsafgift og moms, og selv en parallelimport vil ikke kunne fastholde den lave amerikanske listepris. Hvis den nye Ford-platform overhovedet finder vej til Europa, bliver det snarere som en af de øvrige modeller i bilfamilien, ikke som en billig pickup til 200.000 kroner.