Elon Musk taber stor retssag: Har vildledt sine investorer
Lige nu læser andre
En jury i en føderal domstol i San Francisco har fundet, at Elon Musk vildledte investorer under sin overtagelse af Twitter i 2022. Ifølge Associated Press fastslår juryen, at en række tweets om falske konti på det sociale medie udgjorde svindel mod selskabets aktionærer.
Sagen blev anlagt af en gruppe tidligere Twitter-investorer i et civilt gruppesøgsmål. De mente, at Musks offentlige udtalelser om platformens brugerbase påvirkede aktiekursen og dermed investorerne økonomisk.
Juryen gav Musk medhold i nogle af de øvrige anklager i sagen, men konkluderede dog samtidig, at visse af hans udtalelser på det sociale medie havde vildledt investorer. Det skriver Engadget.
Det er endnu uklart, hvor stort et erstatningsbeløb Musk kan blive pålagt at betale. Ifølge Associated Press vurderede jurymedlemmerne, at aktionærer bør kompenseres med ‘mellem cirka 3 og 8 dollar per aktie per dag’.
Retssagen tog udgangspunkt i flere tweets fra Musk i maj 2022. Kort efter at han havde annonceret købet af Twitter til 54,20 dollar per aktie, skrev han på platformen, at handlen var ‘midlertidigt sat på pause’ på grund af antallet af falske konti og bots.
Læs også
Få dage senere antydede han også, at falske konti kunne udgøre mere end 20 procent af brugerne på platformen. Efter tweetet den 13. maj faldt Twitters aktiekurs markant.
Investorerne hævdede under retssagen, at udtalelserne var med til at presse aktiekursen ned. Ifølge dem solgte flere aktionærer deres aktier til lavere priser, mens Musk offentligt satte spørgsmålstegn ved aftalen.
Under retssagen forklarede Musk, at hans tweets blot var ham, der ‘sagde sin mening’. Han fastholdt samtidig, at Twitters ledelse havde ‘løjet’ om antallet af bots på platformen.
Sagen er én af flere retssager, som Musk stod overfor i forbindelse med købet af Twitter, som han betalte omtrent 44 milliarder dollar for at blive ejer af.
Derudover har han også været mødt af søgsmål fra aktionærer om forsinket offentliggørelse af hans ejerandel samt krav fra tidligere ledere om fratrædelsesgodtgørelse.