En hollandsk batteristartup har landet den største jern-luft-aftale i Europa til dato.
Kontrakten med Budget Thuis lyder på 1 gigawatt-time, og den skal lagre overskudsstrøm fra vindmøller i op til 100 timer, når det ellers er vindstille og gråt i vejret.
Bag aftalen står Ore Energy, der er udsprunget af forskning på Delft Tekniske Universitet i Holland. Første fase på 400 MWh skal leveres i 2028, oplyser branche-mediet Energy Storage News, der beskriver aftalen som den største jern-luft-kontrakt på det europæiske kontinent nogensinde.
For Budget Thuis, ét af Hollands største energiselskaber, handler det om at give kunderne stabil strøm i en fremtid, hvor det hollandske elnet i stigende grad hviler på vind.
“For os handler det om at reducere vores eksponering mod svingende priser på fossile brændsler, samtidig med at vi giver kunderne renere og mere forudsigelig strøm over tid,” siger Budget Thuis-direktør Annemarie Buitelaar i pressemeddelelsen.
Rust bagvendt: sådan virker teknologien
Jern-luft-batterier arbejder ved at vende rust-processen. Når batteriet oplades, omdannes jernoxid tilbage til metallisk jern. Når det aflades, ruster jernet igen ved at optage ilt fra luften, og den kemiske reaktion frigiver strøm.
Materialerne er så almindelige, som det kan blive: jern, vand og luft. Ingen lithium, ingen kobolt, ingen sjældne jordarter. Systemet leveres i 40-fods containere, der kan kobles sammen i det omfang, kunden har brug for.
Til gengæld er teknologien fysisk større og mindre effektiv end lithium-ion, og den er ikke tænkt til at flytte strøm et par timer frem og tilbage. Den er skruet sammen til at holde i dage. Selskabet oplyser en discharge-tid på 24 til 100 timer og en levetid på cirka 20 år.
Prisen er en central del af pointen. Ore Energy oplyser en pris på 16 euro (cirka 120 kroner) per kilowatt-time lagringskapacitet, hvilket ifølge selskabet er omkring en tiendedel af, hvad lithium-ion koster for langvarig lagring.
43 millioner dollar til første europæiske fabrik
Aftalen med Budget Thuis blev fulgt op i august, hvor Ore Energy rejste 43 millioner dollar (cirka 295 millioner kroner) i en Series A-runde ledet af investorerne Plural og HV Capital. Samlet har startuppen nu rejst mere end 61 millioner dollar (cirka 420 millioner kroner).
Pengene skal bygge det, Ore Energy kalder Europas første industri-fabrik til jern-luft-batterier. Målet er produktion i gigawatt-skala fra 2028, hvilket falder sammen med første leverance til Budget Thuis. Selskabet har allerede kørt en pilot på 100 timers lagring i samarbejde med den franske energikæmpe EDF på laboratoriet EDF Lab les Renardières i Écuelles fra august til november 2025.
Vindstille dage er en stor udfordring
Det, jern-luft-batterier skal løse, er problemet med “kolde mørke uger”, hvor vindmøller står stille og solcellerne knap producerer noget, mens forbruget er højt.
“Kortvarige batterier alene kan ikke løse det. De flytter solstrøm nogle timer, men vindtunge europæiske elnet har brug for lagring, der virker på tværs af dage, ikke timer,” siger Ore Energy-direktør Aytaç Yilmaz til Energy Storage News.
Han sammenligner potentialet med det gennembrud, lithium-ion fik for solenergi. “Vi tror, at jern-luft vil blive lige så vigtig for vinden, som lithium-ion har været for solen,” lyder det fra topchefen.
I Danmark er batterier ikke rustet til at lagre strøm i dagevis. Energistyrelsen forventer, at den nettilsluttede batterikapacitet vokser fra 41 megawatt i 2024 til cirka 400 megawatt i 2026 – næsten udelukkende korttidsbatterier, der jævner effekt-udsving over minutter og timer. Med den planlagte udbygning af havvind og landvind bliver spørgsmålet om, hvordan man gemmer overskudsstrøm fra en blæsende weekend til en vindstille arbejdsuge, kun mere presserende.
Om jern-luft bliver svaret, eller bare ét af flere sideløbende spor, afgøres i næste omgang på fabrikken i Holland – og på, om Ore Energy kan holde prisløftet, når produktionen skalerer op.