Er dit password at finde på denne liste, bør der ikke herske nogen tvivl om, at du skal sørge for at ændre den med det samme.
Lige nu læser andre
En ny undersøgelse fra Comparitech, som har analyseret over to milliarder lækkede adgangskoder, viser, at en lang række brugere stadig anvender de samme forudsigelige mønstre.
Med andre ord, så gør de brug af simple og usikre adgangskoder som 123456, der stadig er en af de mest populære.
Det ser ikke ud til at gøre nogen forskel, om folk vælger 123456, 111111 eller blot Password – der er sket meget lidt, når det kommer til at beskytte onlinekonti.
Grunden til, at mange vælger disse adgangskoder, er naturligvis, at de er nemme at huske. Men netop det er også problemet, skriver Bright.
Når en adgangskode er let at huske, er den som regel også let at gætte for hackere og andre med onde hensigter. Adgangskoder som 123456 er derfor alt andet end sikre – og det samme gælder variationer som Aa123456, qwerty eller 123qwe.
Læs også
Som de fleste ved, er brugen af simple adgangskoder stærkt frarådet, og har været det i rigtig mange år. Alligevel viser undersøgelsen, at utroligt mange fortsat benytter dem. Ifølge Comparitech er længden på en adgangskode en af de vigtigste faktorer for sikkerheden.
En lang sætning, der kombinerer flere ord og uventede symboler, er langt sværere at gætte end en kort række tal. Derfor anbefaler mange platforme netop at bruge længere og mere komplekse adgangskoder, når man opretter en konto.
Derudover anbefales det at bruge en såkaldt password-manager. Et sådant værktøj gemmer alle dine lange og komplekse adgangskoder et sikkert sted, så du ikke selv behøver at huske dem.
Der findes mange tredjepartsløsninger, men både Google og Apple tilbyder allerede deres egne sikre adgangskodeadministratorer.
Hvis din adgangskode stadig er 123456, password eller noget lignende, er det på høje tid at ændre den. En længere og mere kompleks adgangskode kan nemlig være forskellen på en sikker konto og et nemt mål for hackere.