Windows-opdatering er tikkende bombe: Din PC kan gå helt i stå, hvis den har en af disse dele

Nicolai Busekist

12 timer siden

|

20/11/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Windows 11 24H2-opdateringen er en omfattende pakke, der ikke har været helt problemfri for alle brugere af det populære og verdensomspændende operativsystem.

Mest læste i dag

Microsoft har udgivet en omfattende opdatering til Windows 11-operativsystemet. Windows 11 24H2 forbedrer blandt andet hastigheden for installation af software, genstart af computeren og reducerer processorbelastningen.

Desværre har 24H2-opdateringen ikke været helt problemfri. Ifølge Windows Latest oplever nogle brugere kritiske fejl og bugs efter installationen af den nye opdatering, der ellers har haft til formål at rette op på en rette fejl i systemet.

Nogle computere går gentagne gange ned med en blå skærm (Blue Screen of Death). Andre mister deres internetforbindelse fuldstændigt. Der er også rapporter om forsvundne netværksdrev, og trådløse forbindelser kan forsvinde helt.

Problemerne synes at ramme computere med Intel-processorer og Z890-bundkort. Disse findes blandt andet i computere fra producenter som MSI og Asus, men også Lenovo-enheder samt maskiner med Western Digital-lagring er berørt.

Særligt udsatte er computere med Intels nye Core Ultra 200S-processor, der fokuserer på kunstig intelligens og gaming, samt den integrerede Xe-LPG-grafikchip.

Brugere, der støder på problemer, behøver dog ikke at acceptere situationen uden videre, da der findes løsninger. Det første, man bør prøve, er at opdatere bundkortets BIOS. Derudover kan man deaktivere den integrerede grafikchip via BIOS-indstillingerne.

For at åbne BIOS-indstillingerne skal man trykke på en relevant tast under opstart - ofte F2 eller Del. I BIOS skal man finde indstillingen, der gør det muligt at deaktivere den interne grafikchip. Husk at gemme ændringerne, inden du genstarter computeren.

Hvis du ikke har held med at få det til at virke på denne måde, er du enten nødt til at forsøge at vende tilbage til en tidligere version af Windows 11 eller acceptere situationen.

De fleste vil naturligvis gerne have løst problemet hurtigst muligt, hvorfor det ikke kan udelukkes, at Microsoft allerede arbejder på en ny (men dog mindre) opdatering, der kan rette op på de forskellige fejl, som deres brugere har oplevet på det seneste.