Googles nye politik om inaktive konti træder nu i kraft, og fra 1. december 2024 begynder sletningen af konti, der ikke har været aktive i to år.
Denne ændring kan betyde, at millioner af gamle Gmail-konti, Google Foto-biblioteker og endda Google Docs bliver fjernet permanent.
Hvis du har en Google-konto, som du sjældent bruger, kan det være sidste chance for at redde dine data.
Kontoaktivitet er altafgørende
Google definerer en konto som inaktiv, hvis den ikke har været brugt i to år.
Aktivitet kan være alt fra at logge ind, sende en e-mail, bruge Google Drive, se en YouTube-video, eller bare søge på Google.
Hvis kontoen forbliver inaktiv, kan hele indholdet og dataene blive slettet.
Dog gælder dette kun for personlige konti – virksomhedskonti og konti til uddannelsesbrug berøres ikke af politikken. Det skriver Forbes.
En sikkerhedsforanstaltning
Ifølge Google skyldes den nye politik primært sikkerhed.
Ruth Kricheli, produktchef hos Google, påpeger, at inaktive konti er 10 gange mindre tilbøjelige til at have opsat totrinsbekræftelse og dermed er lettere mål for hackere.
Dermed ser Google det som et skridt mod at beskytte brugerne og reducere antallet af potentielt sårbare konti.
Gode råd til at beskytte din konto
For at undgå at miste dine data, anbefaler Google, at du logger ind mindst én gang hvert andet år.
Det er også en god idé at gennemgå sikkerhedsindstillingerne for din Google-konto og sikre dig, at kontoen er korrekt beskyttet med foranstaltninger som totrinsbekræftelse.