Temu har truffet en stor beslutning om at indføre deres egne 'importgebyrer' på omkring 145 procent på deres platform. Det har de besluttet at gøre som en direkte reaktion på præsident Donald Trumps toldsatser på varer sendt fra Kina, skriver mediet CNBC.
Disse gebyrer koster mere end selve produkterne, som amerikanske forbrugere køber - og i nogle tilfælde mere end fordobler prisen på en almindelig ordre. Derfor er det helt afgjort noget, som køberne kommer til at mærke. Det store spørgsmål er dog, om det er nok til at få dem til at stoppe med at købe.
For eksempel fandt CNBC frem til, at en sommerkjole, som sælges på Temu for 18,47 dollars, vil koste 44,68 dollars efter et importgebyr på 26,21 dollars. Det svarer til, at der skal betales et gebyr på ca. 172 kr. på en kjole, der kun koster ca. 121 kr. i sig selv.
Shein har også hævet priserne i kølvandet på Trumps beslutning om at skrue markant op for tolden, men ser ikke ud til at indføre et specifikt importgebyr. Det kan dog ikke udelukkes, at de beslutter sig for at gå i samme fodspor, som det har været tilfældet for Temu.
Disse tiltag kommer få uger efter, at både Temu og Shein advarede om, at de ville hævde priserne for amerikanske kunder fra den 25. april som følge af de nye toldsatser. Det bør derfor ikke komme som den store overraskelse for de amerikanske kunder, at det nu bliver markant dyrere at handle hos dem.
Den nye toldsats på 145 procent på produkter fremstillet i Kina, sammen med Trumps beslutning om at afskaffe en toldfritagelse, der tidligere tillod varer under 800 dollars (ca. 5.250 kr.) at komme ind i USA uden told, har forstyrret forretningsmodellerne for begge platforme.