Hvis du har en Mac med en Intel-processor, ved vi nu, at macOS Tahoe 26 bliver den sidste version, din enhed kommer til understøtte (forudsat at den overhovedet understøtter macOS 26, da det heller ikke er tilfældet for alle Macs).
Mediet TechRadar kan bekræfte, at informationen om Intel-kompatibilitet blev præsenteret under WWDC Platforms State of the Union, og at macOS Tahoe bliver den sidste version af Apples operativsystem, som understøtter en Mac med Intel-processor.
Med andre ord: Når macOS 27 udkommer næste år, vil det kun understøtte Macs med Apple-chips.
Men selvom Intel-Macs, der kan køre macOS Tahoe 26, fremover må nøjes med denne version, vil de fortsat modtage sikkerhedsopdateringer i yderligere tre år.
Det lå lidt i kortene, at dette kunne ske, men det var ikke givet, at Apple rent faktisk ville tage skridtet - eller måske nærmere: udelukke MacBooks fra så sent som 2020 med macOS Tahoe 26. Det føles en smule forhastet, at disse enheder nu skubbes ud.
Faktisk er det kun et lille antal Macs med Intel-CPU'er, der er kompatible med macOS Tahoe: MacBook Pro 16" fra 2019, MacBook Pro 13" fra 2020 - dog kun den avancerede model med fire porte (ikke basismodellen med to porte) - samt Mac Pro fra 2019 og iMac 27" fra 2020.
Disse Macs er altså dækket ind for nu, men vil ikke kunne opgradere til macOS 27, som formentlig annonceres og udkommer næste år. Til gengæld er det lovet, at de får tre års sikkerhedsopdateringer, så de fortsat beskyttes mod sårbarheder, der måtte opstå i operativsystemet.
Dermed vil disse enheder modtage opdateringer frem til slutningen af 2029 (hvis de tre år regnes fra lanceringen af macOS 27), hvilket samlet giver ni til ti års opdateringer. Det er faktisk på linje med den understøttelse, Microsoft har givet Windows 10, som har haft support i et årti (der slutter i oktober).
Selvfølgelig omfattede Windows 10-opdateringerne ikke kun sikkerhedsrettelser, men også nye funktioner - dog har der de seneste år været langt mellem nyhederne. Ikke desto mindre er de fortsat kommet.
Microsoft har i øvrigt sine egne udfordringer med Windows 11-opgraderinger og de skærpede hardwarekrav, som Windows 10-brugere nu står overfor.