Tusindvis af danske tv-kunder skal forberede sig på højere regninger.
Norlys har nemlig annonceret en prisstigning på tv-pakker fra 1. juli – en ændring, der ikke skyldes nyt indhold, men en politisk beslutning.
Momsændring rammer tv-priserne
Folketinget har vedtaget en ændring af momsloven, som betyder, at rettighedsbetalinger til kunstnere og producenter – via organisationer som Copydan og Koda – ikke længere er momsfritaget.
Resultatet er, at tv-selskaber som Norlys skal betale moms på disse betalinger, og det sender Norlys nu videre til kunderne.
”Vi har advaret meget klart mod, at man fjernede momsfritagelsen, da det vil få flere til at fravælge tv-pakkerne.
Nu er beslutningen truffet, og vi har ikke noget andet valg end at lægge momsbetalingen oven i kundernes priser,” lyder det fra Jakob Steen, direktør for privatkundeforretningen i Norlys.
Op til 20 kroner mere om måneden
Stigningerne afhænger af, hvilken løsning man har valgt. Har du den store tv-pakke, vil prisen stige fra 839 til 857 kroner om måneden.
Benytter du Norlys’ streamingpakke med otte valgfrie kanaler, går prisen fra 429 til 444 kroner.
Norlys oplyser, at hele prisstigningen går til at dække de ekstra omkostninger forbundet med den nye momsmodel.
Bekymring for dansk indhold
Norlys og andre udbydere har forsøgt at bremse momsændringen, men forgæves.
Regeringen, SF og Radikale Venstre stod bag beslutningen.
Ifølge Norlys risikerer prisstigningerne at få konsekvenser for produktionen af dansk tv-indhold, hvis flere vælger at droppe tv-pakkerne.