Microsoft gør sin Copilot AI-assistent tilgængelig som en Mac-app. Det vil sige, at de mange millioner af Mac-brugere verden over fremover kan glæde sig over, at de kan bruge Copot i en nativ app på deres computer.
Den native macOS-app giver adgang til webversionen af Microsofts værktøj og er allerede blevet rullet ud i USA, Storbritannien og Canada. Det vil dog sige, at brugere i andre lande er nødt til at indstille sig på, at de må vente med at få adgang til den nye app.
I praksis fungerer appens funktioner stort set identisk med webversionen af Copilot. Den store forskel er, at Mac-appen har en tastaturgenvej (Command + Space) til at aktivere AI-assistenten og understøtter dark mode. Det skriver mediet Engadget.
Tidligere på ugen annoncerede Microsoft, at funktionerne Voice og Think Deeper, som bruger OpenAI's o1-model, vil blive gratis tilgængelige for alle brugere. Begge tiltag ser ud til at være en del af Microsofts strategi for at udvide selve brugerbasen for Copilot.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at flere af de store tech-selskaber har en broget historie med at gøre deres software tilgængelig på konkurrenters hardware. Det er også noget, der gør sig gældende for Microsoft, hvorfor dette kan virke som et overraskende træk
Nogle gange kan det tage år at optimere en tjeneste til en anden producents specifikationer, men denne gang har Microsoft formået at gøre det i løbet af kort tid. Det kan potentielt være et tegn på, at de har et stort fokus på at udvide Copilot.
Lanceringen af en dedikeret macOS-app til Copilot, der allerede findes på iPhone og iPad, er en af de hurtigste måder, Microsoft nogensinde har integreret en tjeneste i Apples økosystem.