Hans kæreste smed en harddisk med 5,1 milliarder kroner ud

Nicolai Busekist

6 dage siden

|

05/12/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
James Howell spildte saft på computeren og lod kæresten smide den ud. Problemet? Nøglen til 5,1 milliarder kroner forsvandt samtidig.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mest læste i dag

James Howell blev tidligt interesseret i kryptovaluta. I 2009 skaffede han sig 8.000 Bitcoins og gemte dem på en harddisk.

I 2024 er værdien af hans investering steget til 5,1 milliarder kroner, men nøglen til at få adgang til formuen ligger på den harddisk, som nu befinder sig på en losseplads - begravet blandt 110.000 ton affald.

James Howell kæmper desperat for at få tilladelse til at grave lossepladsen op i håbet om at finde harddisken og dermed genvinde sin formue, skriver Daily Mail.

En finansiel ekspert forklarer til mediet, at der er en lille chance for, at Howell kan få adgang til pengene uden harddisken, hvis han stadig har den serie af tilfældige ord, der bruges til at gendanne nøglen til hans Bitcoin-wallet.

"Hvis han har gemt ordene et sted fysisk, er det muligt. Det er nemt nok, så længe han stadig har papiret med sig. Hvis ikke, så er det farvel og tak," forklarer eksperten ifølge Dagens PS.

Howell lægger skylden på sin ekskæreste, Halfina Eddy-Evans, som indrømmer, at hun smed harddisken ud, men understreger, at det skete efter hans eget ønske.

"Ja, jeg smed hans affald ud. Han bad mig om at gøre det. Harddisken blev smidt i en sort affaldssæk sammen med andre ting, han ikke ønskede, og han sagde: 'Der er en pose skrald her, der skal på lossepladsen'," fortæller Eddy-Evans.

Hun tilføjer, at hun egentlig syntes, han selv kunne tage sig af det, men gjorde det for at hjælpe. James Howell har forsøgt at få tilladelse fra retten til at grave lossepladsen op, men han har fået afslag. Han har ellers lovet at give 10 procent af pengene til det lokale samfund, hvis han finder harddisken.

Finans- og kryptovalutaekspert Richard Bateson opfordrer de lokale myndigheder til at indgå en aftale med Howell og give ham lov til at begynde gravearbejdet.

"Hvis der ligger en bunke guld på den losseplads, burde politikerne skynde sig at grave den op," siger Bateson.

Problemet begyndte, da Howell havde sin computer stående i soveværelset, hvor støjen fra blæseren generede hans kæreste. Senere blev et glas saft spildt over computeren, hvilket ødelagde den, og til sidst blev den smidt ud. Halfina Eddy-Evans har ingen krav på pengene.

"Han er far til mine to sønner, men jeg vil ikke have en eneste krone af hans penge," siger hun.

Parret er nu gået fra hinanden, og Eddy-Evans håber bare, at situationen snart får en afslutning.

"Jeg håber, han finder den. Ikke fordi jeg vil have del i pengene, men fordi det måske får ham til at holde mund," lyder det fra hende.