Trend DK
Forside Nyheder Apple opkøber AI-virksomhed for enormt milliardbeløb

Apple opkøber AI-virksomhed for enormt milliardbeløb

Apple, logo
nitpicker / Shutterstock.com

Opkøbet kan styrke Apples AI-indsats og er samtidig et af selskabets største køb nogensinde.

Lige nu læser andre

Apple har opkøbt den israelske AI-startup Q.ai i en handel, der ifølge Financial Times har en værdi på knap 2 milliarder dollars. Det svarer til cirka 12,5 milliarder danske kroner

Apple har ikke officielt bekræftet prisen, men hvis beløbet holder, er det selskabets næststørste opkøb til dato, der kun er overgået af købet af Beats for 3 milliarder dollars (cirka 18,7 milliarder kroner) tilbage i 2014. Det skriver Engadget.

Q.ai arbejder med avanceret billedbehandling og maskinlæring og har udviklet en teknologi, der kan aflæse mikrobevægelser i ansigtets hud.

Ifølge The Times viser virksomhedens patentansøgninger, at teknologien blandt andet kan bruges i hovedtelefoner eller briller, hvor brugere kan kommunikere uden at tale ved hjælp af såkaldte ‘mikrobevægelser i ansigtshuden’.

Apple har ikke offentliggjort konkrete planer for, hvordan teknologien fra Q.ai skal integreres i eksisterende eller kommende produkter. Alligevel peger opkøbet ifølge flere i branchen på, at Apple vil styrke sin satsning på kunstig intelligens og potentielt AI-drevne wearables.

Læs også

Johny Srouji, Apples senior vice president for hardware, kalder Q.ai for ‘en bemærkelsesværdig virksomhed, der er pioner inden for nye og kreative måder at bruge billedbehandling og maskinlæring på’. Udtalelsen er en af de få officielle kommentarer fra Apple i forbindelse med det store køb.

Som led i opkøbet vil Q.ai’s hold af grundlæggere, herunder direktør Aviad Maizels, skifte til Apple. Det er endda ikke første gang, at Maizels sælger en virksomhed til Apple. I 2013 opkøbte Apple nemlig hans daværende selskab PrimeSense, der arbejdede med tredimensionel billed- og sensorteknologi.

Opkøbet kommer på et tidspunkt, hvor Apple ifølge flere analytikere er under pres for at accelerere sin AI-udvikling. I selskabets regnskabspræsentation for tredje kvartal i juli 2025 sagde Apples topchef Tim Cook, at virksomheden er åben for opkøb, der kan fremme udviklingsplanerne.

“Vi er åbne over for opkøb og fusioner, der kan fremskynde vores roadmap,” sagde Cook.

Ifølge Financial Times kan handlen på sigt give Apple bedre forudsætninger for at udvikle mere avancerede AI-løsninger. Det kan blandt andet mindske afhængigheden af eksterne partnere, når det kommer til kunstig intelligens i produkter som Siri.

Læs også

Med opkøbet af Q.ai sender Apple et klart signal om, at de har i sinde at spille en mere aktiv rolle i det globale AI-kapløb.

Ads by MGDK