Forestil dig at trykke "enter" og få en regning, der svarer til en mindre bil.
Det var præcis, hvad der skete for en bruger ved navn Tim, da han lavede en forespørgsel i Googles BigQuery-datavarehus.
Resultatet blev en regning på hele 14.000 amerikanske dollars – tæt på 100.000 kroner.
Fejlen? Han troede, det var gratis.
Offentligt tilgængeligt – men ikke gratis
Tims interesse faldt på HTTP Archive, et stort offentligt datasæt med historiske oplysninger om internettet, der opbevares hos Google Cloud.
Det er frit tilgængeligt – altså kan alle få adgang.
Men som Tim måtte sande, betyder det ikke, at selve behandlingen eller forespørgslerne på dataene er uden omkostninger.
“Jeg kørte et script på HTTP-arkivdata, og pludselig stod der 14.000 USD på regningen. Google fjernede ikke gebyret,” siger han. Det skriver det norske medie Kode24.
Nu advares der på siden
Tim delte sin oplevelse med tech-fællesskabet, og det satte straks gang i debatten om gennemsigtighed i cloud-tjenester.
Sidenhen har HTTP Archives’ hjemmeside fået en opdatering, hvor brugere nu klart advares mod potentielle udgifter ved at bruge BigQuery.
Sådan undgår du samme fejl
Cloud-tjenester er kraftfulde værktøjer, men med dem følger også komplekse prisstrukturer.
Det kan være fristende at eksperimentere med data i stor skala, især når det hele virker “åbent” og let tilgængeligt. Men én forkert forespørgsel – og regningen tikker.
Eksperter anbefaler, at man altid undersøger prissætning og sætter forbrugsgrænser, før man begynder at lege med store datasæt.